Kom ikke tomhændet i banken

Kend din fremstillingspris på mælk og foder, få styr på dit likviditetsbehov og find et par oplagte forbedringsprojekter at præsentere i banken, opfordrer kvægbrugsfagteam.

»Vil I fortsætte, som I plejer, eller vil I gøre noget anderledes?«

Det var driftsøkonom Kaj Christensens direkte og udfordrende spørgsmål til de ca. 200 deltagere forleden på en kombineret mark- og staldvandring på Slejgården ved Grundvad, arrangeret af LMO.

Han tog i sit indlæg udgangspunkt i den aktuelle økonomi, hvor så godt som ingen mælkeproducenter er i stand til at tjene penge, og hvor der p.t. ikke er udsigt til stigende mælkepriser.

»Som det ser ud nu, så er I nødt til at vide, hvad det koster at lave et kg mælk og en foderenhed. I skal kende fremstillingsprisen inkl. ejeraflønning og forretning af evt. egenkapital i bedriften. I skal fortsætte omkostningsjagten, og I skal vide, at det betyder mere at være dygtig end at være stor,« påpegede han.

I marken betyder dygtighed for eksempel meget for fremstillingsprisen, for omkostningerne er stort set de samme, uanset om man avler 7.000 eller 12.000 FE.

Hvad er der brug for?

»Det giver søvnløse nætter, hvis man ved, at man ikke kan betale sine regninger. Så få overblik over situationen resten af året. Hvad er der behov for at likviditet? Og gå så til banken for at få stillet likviditeten til rådighed. Men kom ikke tomhændet. Find et par besparende driftsændringer og hvad de kan bidrage med, og hav dem med. Det kan bankfolkene godt li’,« sagde Kaj Christensen.

»Med den lave mælkepris, vi oplever nu, er der behov for yderligere fokus på en række områder for ikke kun at spare, men også få flere kg mælk ud af indsatsen,« fremhævede kvægbrugsrådgiver Henning Pedersen, LMO, og nævnte en række tiltag:

Grovfoderoptagelsen skal øges med et højere energiindhold. Klovplejen skal være i top. Undgå overbelægning og sæt lavtydende køer ud, for de betaler ikke for pladsen og arbejdet. Få perfektioneret fremstillingen af fuldfoder.

»Vi ved, at det lønner sig,« understregede han.

Men kig også på priser, foderemner, normer og sædvaner hele vejen rundt på bedriften.

»Gå til kanten. Snak med hinanden. Lær af hinanden,« opfordrede han.

Faktaboks

30 øre barberet af

  • Overordnet viser tallene markante driftsforbedringer i de senere år med reduktion på fremstillingsprisen på et kg mælk på ca. 30 øre.
  • ---- Tendensen fortsætter heldigvis i 2016. Så det kan lade sig gøre.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.