Løsdriftsforeningen banede vejen for nutidens stalde

Dygtige sekretærer og medlemmer med mod på fremtiden banede vejen for nutidens altdominerende staldsystem.

Næste gang vi mødes, bliver nok til tvangsauktionen«.

Sådan snakkede folk indbyrdes til et åbent hus-arrangement tilbage i 1968, da en af Danmarks allerførste løsdriftsstalde med sengebåse var blevet taget i brug året inden på Fredenslund på Norddjursland.

For det kunne da aldrig gå at lade køerne rende løse rundt på den måde, var den gængse opfattelse dengang. Som bekendt er alle blevet klogere.

»Folk var dybt rystede dengang, har jeg fået fortalt. Min far var på mange måder en pioner og var også blandt de allerførste til at dyrke majs til foder i 1974«, fortæller Arne Porse, født i 1965 og anden generation på Fredenslund, som han og hustruen Lone overtog efter forældrene i 2006 og i dag driver med 320 jerseykøer. Naturligvis i en løsdriftsstald, bygget i 2008, hvor fire DeLaval-malkerobotter afløste en malkekarrusel.

Egentlig ville Arne Porses far også gerne have været den første herhjemme med malkerobotter efter at have set den første på en studietur til Holland i 1990erne. Men det lod sig ikke gøre dengang, bl.a. på grund af logistikken i staldene.

Selv kunne Lone og Arne Porse ikke forestille sig at have køer på nogen anden måde.

Forvokset erfagruppe

Løsdriftsforeningen, der i begyndelsen af marts fejrer sit 60 års jubilæum, blev stiftet netop for at fremme løsdriftsstaldene i en tid, hvor bindestalden var altdominerende.

»I dag kan man sige, at Løsdriftsforeningen på den måde har været en succes med at få udbredt løsdriftsstaldene og måske lidt har overlevet sig selv«, siger Arne Porse, som sidder i foreningens bestyrelse.

En væsentlig del af successen skyldes efter hans opfattelse foreningens kompetente hjælpere og sekretærer, som havde og fortsat har kontakterne til de mere spændende bedrifter og interessante foredragsholdere, og derfor fortsætter Løsdriftsforeningen som en stor erfagruppe for de godt 60 medlemmer.

»Vi kan i hvert fald sige, at snakken går konstant i bilen på vej hjem mellem Lone og mig, når vi har været afsted med Løsdriftsforeningen. Så føler vi virkelig, vi er tanket op med inspiration. Så på den måde har foreningen stadig sin berettigelse«, slutter han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.