Nu kan du få produktionsprisen hvert kvartal

LandboSyd og Heden & Fjorden har i fællesskab udviklet ’Cost4Milk’, som kan belyse produktionsprisen hvert kvartal.

Det er nu definitivt slut med at vente på årsrapporten for at få den eksakte pris på at producere ét kg mælk.

Det mener de to rådgivningscentre Heden & Fjorden og LandboSyd, som i fællesskab har udviklet værktøjet ’Cost4Milk’, der meget nøjagtigt følger fremstillingsprisen på mælk. Efter hvert kvartal får brugerne af værktøjet kalkuleret prisen på et kg mælk - alt inklusive.

»Vores inspiration er driftgrensopgørelsen fra årsrapporten, hvor indtægter og omkostninger deles ud på de respektive produktionsgrene. Med ’Cost4Milk’ gør vi det muligt at få produktionsprisen i en bestemt periode,« forklarer Carsten Friis, fagchef for kvæg hos LandboSyd.

Et spadestik dybere

Foruden de almindeligt kendte stykomkostninger indeholder ’Cost4Milk’ også en opgørelse af kapacitetsomkostninger, kapitalomkostninger og afskrivninger.

»Dermed får landmanden mulighed for at følge udviklingen overordnet men også i detaljer indenfor de forskellige omkostninger,« fortæller Carsten Friis.

De to rådgivningscentre ser ’Cost4Milk’ som et supplement til KvægNøglen, som kun viser økonomien på dækningsbidragsniveau.

»Det er utroligt vigtigt at have fokus på de omkostninger, som kvægbrugeren har en reel indflydelse på – modsat afregningsprisen – og her er Cost4Milk-analysen et særdeles robust værktøj til overvågning i hverdagen,« siger kvægrådgiver Aage Harrild Nielsen, Heden & Fjorden.

Efterspurgt produkt

15 kvægbrugere gør allerede brug af værktøjet og mange flere er på vej vurderer Carsten Friis. De to rådgivningscentre forventer, at værktøjet indenfor overskuelig tid vil blive brugt af 200 mælkeproducenter.

For begge centre har det været vigtigt, at værktøjet samtidigt skal være nemt at håndtere for landmanden.

»Cost4Milk er baseret på de samme tal, som regnskabet bygger på ved årsafslutningen. Det unikke ved vores nye analyse er, at vi kan sende tallene hurtigere i arbejde – og dermed sikre opfølgning på vores mål meget hurtigere, end det har været mulighed indtil nu,« siger Annette Bøeg, driftsøkonom i Heden & Fjorden.

Faktaboks

Cost4Milk

  • Udviklet af Heden&Fjorden og LandboSyd.
  • Giver kvartalsvist et overblik over produktionsprisen på mælk.
  • Er billigere end deltagelse i KvægNøglen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.