Ny magnetløsning renser foderet for metal

Ikke alle magneter i fuldfoderblandere er tilstrækkeligt effektive, men en ny løsning har vist stor effekt.

Der kan let komme metalstumper i fuldfoderet, og det kan være dødsens for køerne. En ny magnetløsning fra Grønning Smede- og Maskinforretning til fuldfoderblandere fra Kongskilde/JF-Stoll har dog med stor overbevisning sorteret metalstumper fra. Det viser en test fra Seges.

»Den nye test viser, at det er muligt at rense foderet i blanderen for tilsat ståltråd. Magneter i foderblanderen vil dog ikke kunne garantere foder uden metalgenstande, og derfor bør foderblandermagneter betragtes som et overvågningsredskab og et supplement til øvrige tiltag mod metalforurening af foder og ikke som en erstatning for god foderhygiejne«, siger Niels Bastian Kristensen, specialkonsulent hos Seges, der er ansvarlig for testen.

Stor overflade

Det er vigtigt med en stor magnetoverflade for at sikre en effektiv tilbageholdelse af metal i fuldfoderblandere. Samtidig må de metalstykker, som magneterne har fanget, ikke kunne slides af igen, når blanderen arbejder i foderet. Der bør være magneter, og helst flere, på hver snegl i blanderen, lyder en af testens konklusioner.

I den løsning, Grønning Smede- og Maskinforretning har udviklet, kan knivplademagneten placeres nederst på sneglen, og den er tilgængelig via en udfodringsluge. På den måde kan magneten renses nemmere og uden, at man skal ind og kravle i blanderen. Knivplademagneten kan også monteres i blandere af andre fabrikater med samme boltafstand for eksempel på Kuhn, BVL og Hi-Spec.

Skal vedligeholdes

Niels Bastian Kristensen understreger, at det er vigtigt, at magneter i fuldfoderblandere vedligeholdes, så de kan blive ved med at være effektive til at fjerne metalstumper fra foderet. Det vil sige, de skal renses for metal jævligt. Man kan skrabe metalstykkerne af med et stykke hård plast eller en stump flækket vandslange, så man ikke kommer til skade på metalstykkerne.

»Langt det meste materiale på magneten er foderrester og metalspån. I områder med mange magnetiske sten vil de også være stærkt repræsenteret i fangsten«, siger han.

Han anbefaler også, at man tager en pose med, når man renser magneter, for at samle fangsten og sikre, at metalstumperne ikke ender i foderet igen.

Faktaboks

  • Alle snegle i blanderen skal monteres med magneter og jo større magnetoverflade, jo bedre
  • For at metalstykker forbliver på magneterne er det centralt, at tilbageholdte metalstykker ikke udsættes for foderslid, men kan sidde i læ på magneten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.