Renovering sparede 500.000 på fodringen

Udskiftning af knive, afskrabere og udfodringsvinger udskød anskaffelsen af ny fuldfoderblander med adskillige år.

De seneste seks år har en Kuhn Euromix I 2770-fuldfoderblander med to snegle i det 27 kubikmeter store blandekar blandet foder til Dorte og Jørgens 220 årskøer på Østergård ved Nørre Økse i Vendsyssel. Der fodres en gang dagligt med TMR, som blandes godt og ensartet, og parret var sådan set glade for vognen, som de oplever som solid og gennemtænkt.

Men på det seneste var glæden dog falmet en kende. For blandekvaliteten faldt gradvis. En god del af foderet stod bare stille i blandekarret, uden at sneglene fik ordentligt ved. Vognen fik sværere og sværere ved at tømme sig via udfodringslugerne foran eller båndet bagud. Øget blandetid havde ingen effekt. Våd græsensilage var svær at neddele og gav ofte store græsbolde. Samtidig faldt fodereffektiviteten, og køerne blev fodret uensartet.

Så måske var det ved at være tiden til at skifte blander. Det var godt nok noget før planlagt, men var vognen slidt, så måtte det jo være sådan.

»Vi regnede med, at den var slidt op,« siger Jørgen Jensen.

Det blev taget kontakt til Kuhn-forhandleren Farmas, som parret kender for godt produktkendskab og stabil service, hvilket er vigtigt, når det gælder fuldfoderblandere.

Ekspoert blev tilkaldt

Men i stedet for en slutseddel på listeprisen 540.000 kroner for en ny Kuhn med det ønskede ekstraudstyr kører den gamle nu effektivt videre efter en mindre renovering til 35.000-40.000 kroner.

For salgskonsulent Preben Iversen hos Farmas i Farsø studsede, da ordren løb ind. Kunne det virkelig passe, at levetiden kun var seks år?

Han fik Maskinhandler Indkøbsringens specialist i fuldfoderblandere Peter Holm med op til Østergård for at kigge nærmere på vognen.

Og så blev dødsdommen ændret til en renovering. Samtlige knive blev skiftet. Det samme gjorde afskraberne nederst på sneglene til at løfte foderet fri af bunden og op på sneglene. Desuden blev de særlige udfodringsvinger til hurtig tømning af vognen svejset op igen.

Det kostede 35.000-40.000 kroner og blev klaret på to korte arbejdsdage af Farmas mellem fodringerne ude på Østergaard. Havde det taget længere tid, har Farmas mulighed for at stille en ’lånevogn’ til rådighed.

Faktaboks

  • Østergård ved Nørre Økse ejes og drives af Dorte og Jørgen Jensen
  • 220 årskøer (DH + RDM) med 10.500 kg EKM/årsko
  • 215 hektar

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.