Såskær og trykhjul styrker fremspiring

Såning af græs i juni som efterafgrøde i majsen er altid en udfordring, men anerkendt såteknik giver optimale betingelser.

»Når vi udfører etablering af efterafgrøder som en maskinstationsopgave, så skal vi også sikre os, at det bliver gjort ordentligt. Og den her måde er den bedste løsning. Vi har før prøvet at bredså efterafgrøderne fra en prelleplade foran efterharven på renserne. Og den metode fungerer da også udmærket, hvis der kommer regn lige efter, men det gør der bare ikke altid.«

Sådan lyder det fra Leif Jørgensen, medindehaver af Hjadstrup Maskinstation ved Otterup på Nordfyn.

Det er en af de maskinstationer, der har investeret i ny teknik til såning af efterafgrøder i majs til denne sæson, og Leif Jørgensen forventer at skulle rense og så efterafgrøder på i hvert fald et par hundrede hektar med den nye renser.

Den nye renser følger også de anbefalinger fra landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges, som er blevet til på baggrund af en stribe Landsforsøg med såning af efterafgrøder.

»Den mest sikre etablering sker ved at rilleså efterafgrøden med dybdestyring og trykrulle, så frøene ligger i korrekt dybde med jorden klemt fast omkring frøene,« forklarer landskonsulenten.

Trykhjul pakker

På Hjadstrup Maskinstations maskine er frøsåudstyret bygget på en otterækket kamerastyret Gaspardo-rækkerenser og består af en pneumatisk frøsåkasse fra HE-VA med udløb til tre såskær mellem hver majsrække.

Såenhederne er enkeltvis parallelogramophængte, så hvert såskærs arbejdsdybde styres af trykhjulet bag skæret. Derved sikres ikke blot en god dybdestyring men også pakning af jorden omkring frøet.

Ydermere kan rækkerenseren placere flydende gødning fra en Kyndestoft-fronttank via de forreste rensertænder på hver side af majsrækken.

Rajgræs anbefales nu

Eftermonteringen er foretaget af J. Hundahl A/S i Skive, som har erfaring med en række opgaver af denne type, og Hjadstrup Maskinstation har i deres valg ikke så meget skelet til rensefunktionerne, som de fleste producenter klarer glimrende efter maskinstationens erfaring, men efter netop at få en sikker og operationel måde at etablere efterafgrøder på. Derfor har Hjadstrup også været taget med på råd i hele processen fra idé til prototype.

Hos Hjadstrup Maskinstation er det kunderne, der leverer frøet til efterafgrøderne. På nuværende tidspunkt med såning midt-sidst i juni viser erfaringerne fra Landsforsøgene, at den bedst egnede sort er alm. rajgræs (diploid).

Faktaboks

Sikker etablering

  • Tre Landsforsøg i 2014 viser, at bredspredte frø foran rækkerenserens efterharve giver en fremspiringsprocent på blot 12.
  • Den kan næsten firdobles til 45 procent ved at rilleså frøene som beskrevet i artiklen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.