Sæson-kælvning og gamle køer

30 procent af Christian Cordes køer malker 500-600 dage.

Alle køer skal helst kælve i løbet af seks uger startende i oktober. Det er et af de mål, Christian Cordes har sat sig. Det er praktisk, da køerne er inde ved kælvning, og fordi man så ikke skal differentiere fodringen af køerne så meget, men de kan få samme ration.

»Om sommeren, når de går på græs, svinger græskvaliteten mere. På stald kan vi fodre ensartet, og når de kælver synkront, kan de få samme foder, hvilket er nemmere, og de kan få en ensartet ration, der er god at starte malkningen op på«, forklarer han.

En gennemsnitlig laktation på bedriften er 190 dage. For at få systemet til at passe vil der også være køer, der har laktationer på 210 dage. Skulle det glippe med at få en ko drægtig, skal koen gradvist styres ind på efterårskælvning alligevel. Det kan tage 1-2 sæsoner.

»Vi har køer, vi malker i 500-600 dage. Det kan ikke lade sig gøre med alle køer, men cirka 30 procent af køerne kan«, siger han.

Problemet er, at det kan være svært at se på koen på forhånd, om den kan malke så længe.

Gamle køer tjener mere

Et vigtigt mål for Christian Cordes er, at køerne bliver gamle.

»En ko tjener mere til os, hvis den bliver gammel«, forklarer han.

Det betyder så også, at han ikke er helt konsekvent med at slagte køer ud, selv om de ikke bliver drægtige.

»Vi giver køerne en chance, selv om de måske et år har lidt problemer med at blive drægtige. Især hvis de har en høj ydelse«, siger han.

Lige nu bliver køerne 5,7 år gamle i gennemsnit og når 3,6 laktationer i snit.

»De sidste, vi slagtede, var seks år gamle og havde haft 4 laktationer«, siger han.

Lige nu ligger livstidsydelsen hos Christian Cordes på 42.000 liter i gennemsnit, men målet er 50.000 liter.

I Tyskland er en ydelse på 15 kg EKM pr. dag målt på livstid for holstein-køer målet, og han ligger på 18 kg EKM pr. dag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.