At skabe samfundsforståelse skal gennemsyre alt, vi gør

At skabe samfundsforståelse er en central del af L&F, Kvægs nye strategi 2023.

Af Christian Lund, formand for sektorbestyrelsen i L&F, Kvæg, Ida Storm, sektordirektør Seges Kvæg og Karsten Willumsen, næstformand sektorbestyrelsen i L&F Kvæg

L&F Kvægs bestyrelse har netop lagt sidste hånd på en strategi for vores erhverv, som strækker sig frem til 2024. Det har været en rigtig god proces, hvor vi bl.a. har inddraget unge landmænd, kvægrådgivere, dyrlæger, forskere, vores andelsvirksomheder og Dyrenes Beskyttelse. Et samarbejde, der understreger, at kvægbruget er en del af et kæmpe fællesskab med mange forskellige og vigtige brikker i arbejdet med at udvikle den danske kvægproduktion. Her sætter strategien en fælles retning, så vi kan få de mange tandhjul til at spille sammen.

Helt overordnet ønsker vi et kvægbrug, som er bæredygtigt, økonomisk attraktivt og førende på markedsorienterede løsninger, vel at mærke i balance med mennesker, dyr og natur. Det kan lyde storladent og teoretisk, men i arbejdet med strategien bryder vi det ned i mindre pejlemærker og sætter helt konkrete mål, som både sektoren som helhed og den enkelte landmand kan arbejde efter.

De fire pejlemærker er: Bæredygtig udvikling, Konkurrencedygtige kvægbrug, Velfærd og sundhed og En stærk samfundskontrakt.

Og jeg kan ikke understrege nok, at pejlemærket En stærk samfundskontrakt står centralt. For det er helt afgørende for vores eksistens, at vi styrker den udvikling, der gør, at forbrugerne forstår os, og at vi forstår dem. Alle har jo en holdning til det, vi laver, og vi beslaglægger en stor del af landskabet. Derfor skal vi skabe forståelse for, at det, vi gør, er til gavn for andre – ikke kun for os selv. Og det skal vi gøre i både tale og handling.

Vi skal vise, at vi tager ansvar, og omtale vores produktion med stolthed: At vi laver sunde klimaeffektive fødevarer, produceret med respekt for dyr og mennesker. Det skal gribe ind i alle strategiens pejlemærker. I alt det, vi gør, skal vi have fokus på samfundskontrakten.

Det er det, som vil give os de bedste vilkår, og som bedst muligt fremtidssikrer vores produktion.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.