Slagtepræmien forøges med cirka 277 kroner pr. dyr
Minister øger slagtepræmie i 2020 og 2021.

Producenter af kalve og kødkvæg kan se frem til en økonomisk håndsrækning i kraft en forøget slagtepræmie. Fødevareminister Mogens Jensen har besluttet at øge præmien for kalve, kvier og stude med 65 mio. kr. til samlet set 245 mio. kr. i 2020 og 2021.

»Det er en sektor, som er kommet under ekstra hårdt pres under corona. Med de 65 mio. kroner holder vi hånden under et erhverv, som er præget af lave priser. Det er helt afgørende, at vi fortsat producerer kvæg i Danmark. Det skal de ekstra penge til slagtepræmieordningen være med til at sikre«, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Hvis antallet af slagtede dyr er på samme niveau som i 2018 forventes det, at forøgelsen på 65 mio. kroner vil medføre en stigning i præmien pr. slagtet dyr fra 768 kr. i 2019 til 1.045 kr. i 2020.

Kvægformand Christian Lund er glad for håndsrækningen.

»Mange andre EU-lande har ydet støtte til sektoren i deres lande, så de ekstra midler til de danske producenter er vigtige for hele den danske kvægsektors konkurrenceevne«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.