Udeareal kan gavne økonomien

På sigt vil mange mælkeproducenter få brug for et udeareal til køerne, og det er ingen dum idé.

For nogen er det en opgave, der skal løses snarest, for andre er der et økonomisk incitament til at lave et udeareal til køerne om vinteren.

Sådan lyder det fra kvægrådgiver Karsten Jensen, Sagro, der i næste uge holder indlæg om emnet sammen med kvægrådgiver Hans Lund, ØRD.

»Der er brancheaftaler, der anbefaler, at man arbejder henimod at have udeareal, men leverer man mælk til Thise, er det allerede et krav. Så skal køerne have dyrevelfærdsmærket med tre hjerter, og det kræver mere plads«, siger Karsten Jensen.

For at gøre sig fortjent til tre hjerter skal der pr. malkeko være mindst 6,6 kvadratmeter for små racer og 8,0 kvadratmeter for store racer. To kvadratmeter af arealet kan udgøres af udeareal.

Arla kræver ikke tre hjerter af økologerne, men giver til gengæld et tillæg på 4,5 øre pr. kg mælk, hvis det er en trehjertebesætning.

»Der er ingen tvivl om, at dyrene er godt tilpas med at have udearealer om vinteren, for de finder ud uanset vejr og vind. Det aflaster staldrummet, så der bliver lavere belægning og mere ro«, tilføjer han.

Mere ro giver mindre stress, og så kan køerne potentielt give mere mælk.

’Muligheder og udfordringer i Økologisk mælke- og foderproduktion’

Onsdag 26. januar 2022 i Herning og torsdag 3. feb. 2022 i Esbjerg holder ØkologiRådgivning Danmark seminar om dette emne.

Tilmelding nødvendig.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.