Ydelsen må stige, hvis sand skal øge indtjeningen

Uden en ydelsesstigning er omkostningerne ved at skifte fra madrasser til sand for store.

Sand er uden tvivl godt for køernes velbefindende. Men skal sandet også blive en økonomisk gevinst, skal den ekstra velfærd udløse mere mælk i tanken.

Det konkluderer en ny FarmTest, som udkommer i dag.

I testen har Seges, Kvæg, interviewet 14 kvægbrugere, som har ændret fra madrasser til sand. I gennemsnit er ydelsen steget ti procent i de besøgte besætninger, og køerne har fået færre velfærdsproblemer.

Da flere besætningsejere har foretaget andre ændringer i stalden samtidig med skift af båsemateriale, er der regnet på den samlede effekt af alle tiltag.

Her scorer ydelsesstigningen højest med et samlet løft af dækningsbidraget på 2.037 kroner pr. ko. Medregnes et fald i dødeligheden, løftes dækningsbidraget med 2.158 kroner pr. ko.

Sand er 221 kroner dyrere

FarmTesten har også beregnet de samlede omkostninger ved at ændre fra madrasser til sand. Her er sandet 221 kroner dyrere pr. sengebås. Det er især den ekstra slitage på skrabere og større omkostninger til gyllehåndteringen, som belaster de samlede omkostninger ved sandsenge.

Samlet set beregnes investeringerne at beløbe sig til 677 kroner pr. madras-seng pr. år og 898 kroner pr. sandseng pr. år. Her er der regnet med en afskrivningstid på otte år for madrasser og 20 år for elementerne til sandsengene.

Faktaboks

FarmTesten

  • Interview af 14 besætningsejere, som har skiftet fra madrasser til sand
  • Flere har derudover foretaget andre ændringer i stalden
  • Konkluderer at sand kun er en god forretning, hvis ydelsen stiger

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.