Kvalitetsprotein er vejen for Hamlet Protein

Proteinvirksomheden Hamlet Protein kan se tilbage på en massiv vækst de senere år. Opskriften er ifølge Horsens-firmaet et unik produkt, viden og dokumentation.

Det, der startede med forsøg med proteiner i et nedlagt mejeri på Horsens-egnen i 80’erne, er i dag forvandlet til en regulær væksthistorie.

Opskriften på Hamlet Proteins succes kan ifølge adm. direktør Søren Munch skæres ned til meget få ingredienser.

»Vi har et unikt patenteret produkt, som fremstilles på et procesteknologisk anlæg. Desuden har vi viden om, hvad der sker inde i dyret, og samtidig dokumenterer vi effekten af vores produkter,« forklarer han.

Kvalitet betaler sig

I takt med stigende effektivitet på svineområdet, som er det største salgssegment for Hamlet Protein, så er fokus i stigende grad på kvalitetsfoder. Det mener Anders Hagemann, der er salgsansvarlig i Danmark.

»Vi er ikke billigst, men vores produkter har høj fordøjelighed og giver af flere årsager merværdi for landmanden,« påpeger han.

Hamlet Protein har i flere sammenhænge fået testet deres produkter med gode resultater. Den uvildige blåstempling er ifølge Anders Hagemann vigtig for virksomheden.

»Når først vi lykkes med at forklare landmanden, at vi har et kvalitetsfodermiddel og dokumenterer det, og han bliver overbevist om det, så har vi vores salg,« siger han, der indimellem er helt inde på spaltegulvet for at sælge proteinerne, som fremstilles af sojabønner.

Fordel med pilotanlæg

En anden vigtig komponent for Hamlet Protein er et pilotanlæg på fabrikken i Horsens. Et anlæg der er afgørende for produktudviklingen.

»Vi arbejder meget med produktudvikling og reagerer på de tilbagemeldinger fra landmænd, vi får. Anlægget gør, at vi meget hurtigt kan få dokumenteret virkningen af produkter og få dem hurtigt sat i produktion,« siger Søren Munch.

Repræsenteret i USA

Hamlet Proteins fremgang mundede i 2012 ud i, at firmaet for første gang producerede proteiner uden for landets grænser. En fabrik blev etableret i Ohio i USA. Det har vist sig at være en rigtig beslutning, da kapaciteten blev fordoblet i USA i 2014 og samtidig gjorde det muligt at dække den øgede efterspørgsel i blandt andet Danmark.

»Vi tog i 2010 beslutningen om, at vi ville dække vores markeder bedre og blive mere fleksible. Derfor valgte vi USA til vores fabrik, fordi landet har en stor svineproduktion og er store på kyllinger, som vi også satser på. Desuden har vi adgang til soja i baghaven og kan sælge den i forhaven,« forklarer Søren Munch.

Emneord

protein

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle