Lån i dollar

Det er svært at finde en god lånevaluta for tiden. Schweizerfrancen går opad, og der er en stor risiko ved at låne i yen.

Et alternativ man bør overveje, er at låne i amerikanske dollar, hvis man er frisk på at påtage sig en risiko. Risikoen er dog ikke større, end at man hurtigt kan komme tilbage i danske kroner igen, hvis man låner dollar på terminsforretning.

Hvis man sælger dollar på terminskontrakt, får man den nuværende meget lave rente på 2,9 procent. Det svarer til tre måneders-renten på schweizerfranc, der ligger på 2,8 procent.

Der er ganske vist en noget større valutarisiko på dollar, men indtil videre er der størst udsigt til, at dollaren vil fortsætte med at falde. Det går ad Pommern til i USA, og dollaren skal falde yderligere, så længe det bare går lidt mindre ringe i Europa. Dollaren kan fint fortsætte med at falde i flere måneder, og så længe den falder, kan man bare forlænge terminsforretningen.

Selv om dollaren ikke falder yderligere, har man stadig den lave rente, og der er udsigt til, at den amerikanske rente vil blive sat endnu længere ned. Man regner med et fald på 0,75 procent, og så kommer renten helt ned på 2,25 procent.

Man kan selvfølgelig også vælge den mere sikre og kedelige løsning at låne i euro eller i kroner, men så er det altså til en rente, der er 2,4 procent højere.

Der er altså mulighed for at tjene på den faldende dollar, i stedet for blot at ærgre sig over, at afregningspriserne falder i takt med den faldende dollar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle