Eva Kjer burde sætte dato på, hvornår 16-punktsplanen gennemføres, mener Sektionen for større Jordbrug.
»Vi vil hellere have højere N-normer med et snævert flertal, end at de ikke bliver til noget med et bredt flertal.«
Sådan lyder det fra Frederik Lüttichau, formand for Sektionen for større Jordbrug, efter at have læst interviewet med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i sidste uges LandbrugsAvisen.
Han mener, at ministeren med det samme bør sætte dato på, hvornår der kommer afklaring om højere gødningsnormer og de andre punkter i 16-punktsplanen. Den plan til landbruget, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti gik til valg på.
»Det er, som om ministeren væver, nu, hvor hun har mødt embedsværket. Vi har høje forventninger til hende, og det er vigtigt, at hun mander sig op nu. Det kan ikke vente,« siger Frederik Lüttichau.
Valgløfte
Eva Kjer Hansen sagde i interviewet, at hun nu skal forhandle med Folketingets partier om pakken, idet hun foretrækker et bredere flertal. Men hun tilføjede også, at »indholdet er vigtigere end bredden.«
Frederik Lüttichau forstår ikke, at ministeren væver.
»Planen er et valgløfte, og ministeren har et flertal, så hun kan lige så godt sige, hvornår det bliver,« siger han.
Planen kan bedre landbrugets økonomi med 3,5-4 mia. kr., og da landbruget er i krise, haster det særlig meget.
Han ser også frem til at lette bureaukratiet.
»Lige nu går alle og tænker på, om de kan nå at så MFO-afgrøder, fordi vejret driller. Det rigtige ville være at tænke på, om vi kan bjærge afgrøderne, vi er jo ikke herrer over vejret,« siger han.
Læs også
Debatten side 14