Landbrug og forskere enes om kvælstof-fakta

Seges, universitetsforskere og Bæredygtigt Landbrug er enedes om, hvad der er fakta om kvælstof i en ny pjece, der kommer med LandbrugsAvisen i dag.

Der er førstehjælp på vej til et af tidens store debatemner - landbrugets udledning af kvælstof. Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Bæredygtigt Landbrug og Seges har sat sig sammen og samlet fakta om det elskede og hadede næringsstof.

Til dagligt svirrer det med udsagn og tal om planternes behov for kvælstof, kvælstofudvaskning, nitrat i drikkevandet og belastning af vandmiljøet. Derfor har interessenterne sat sig for at samle den nyeste viden, der eksisterer på området.

»Vi ønsker at bidrage med fakta til debatten om kvælstof i landbruget og dets betydning for vandmiljøets tilstand. Problemstillingen er meget kompleks, men vi har gjort vores bedste for at fremstille stoffet, så det er til af forstå. Uden at gå på kompromis med fakta,« siger chefkonsulent og hovedforfatter Leif Knudsen, Seges.

Tre professorer – to fra Aarhus og en fra Københavns Universitet - har bidraget til pjecen, men den har også været rundt i baglandet og hos GEUS, så det nyeste er kommet med, og der er dækning for indholdet.

»Der er nemlig kommet nye fakta omkring nitrat i grundvandet på bordet,« pointerer professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, som er en af bidragyderne.

Fra Bæredygtigt Landbrug har faglig direktør Jørgen Evald Jensen bidraget og fra Seges er en god håndfuld fagmedarbejdere med på listen over bidragydere.

Henvender sig bredt

Pjecen kommer hele vejen rundt om kvælstof – kvælstofkredsløbet, nitrat i drikkevand, grundvand, vandløb, søer og kystvande, kvælstof i dyrkningsjorden, gødskning, tiltag til at reducere udvaskningen, retention, virkemidler og målsætningerne i vandområdeplanerne.

»Jeg er rigtig glad for, at universiteterne, Bæredygtigt Landbrug og Seges er enige om indholdet i pjecen, og at vi har fået fakta samlet og dermed har et godt grundlag for det videre arbejde,« siger Leif Knudsen.

Pjecen kan fungere som et godt lille opslagsværk for landmænd, rådgivere og andre, som arbejder med næringsstoffer. Pjecen vil også kunne bruges af for eksempel gymnasieelever, ansatte i kommuner og ikke mindst politikere, som gerne vil forstå, hvad der er fup og fakta om kvælstof.

Faktaboks

Pjece linker til videoer

  • Pjecen er via en QR-kode koblet sammen med et interaktivt kort. Her kan man se otte videoer om, hvordan kvælstof opfører sig.
  • Pjecen er udarbejdet af Seges i regi af forskningsprojektet DNMARK. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle