Landbruget og Danmark vinder på eksportfremstød

Af Flemming Nør-Pedersen, direktør, Landbrug & Fødevarer

Fødevareklyngen eksporterede for 166,4 milliarder kroner i 2017. Adgangen til eksportmarkeder er helt afgørende for sektorens store indtjening til Danmark.

Men usikkerheden er stor på eksportmarkederne. I 2014 lukkede det vigtige russiske marked nærmest fra dag til dag. Med Brexit og anti-frihandelstirader fra USAs præsident Donald Trump er bølgegangen på eksportmarkederne ikke blevet mindre. Derfor arbejder Landbrug & Fødevarer hele tiden på at skabe nye afsætningsmuligheder for danske landmænd og fødevareproducenter.

Eksportfremstød prioriterer vi derfor højt. I 2018 har Landbrug & Fødevarer været en del af officielle danske delegationer i 15 lande lige fra De Forenede Arabiske Emirater over Finland og Tyskland til Mexico og Japan. På flere af fremstødene har topministre og kongelige gjort os selskab i kampen for at få danske fødevarer i verdensklasse på bordene over hele kloden. Også dansk fødevareteknologi og know-how er værdsat i udlandet og giver eksportkroner til Danmark.

Jeg er overbevist om, at de ressourcer, L&F bruger på at afsætte danske varer i udlandet, er velanbragte. Vi prioriterer grundigt, så vi kun er med, hvor medlemmerne kan få udbytte markedsmæssigt. Seneste besøg gik til Italien. I en af vores kampagnevideoer fra ’Noget af det bedste i verden’ kunne vi se, at italienerne er begejstrede for dansk salat. Jeg er sikker på, at fremstødet her ligesom i de andre lande snart kan aflæses i eksportstatistikkerne, så de handlende på markedet i Verona ser flere danske gulerødder, kartofler, ost og pølser i boderne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle