Landbruget skal drive den grønne omstilling

Af Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Kommer der regn, kommer der sol? Jeg er sikker på, at I har nærstuderet vejrudsigten nøje i de senere måneder for at få høsten sikkert i hus. Og det er vigtigt at følge med, ikke bare, når det gælder vind og vejr, men også når det gælder de nye politiske udsigter og grønne vinde i befolkningen, der blæser netop nu.

Danmark skal igennem en enorm omstilling. En omstilling, der gør vores levevis bæredygtig. Som gør vores fødevareproduktion bæredygtig, så sommerfugle, bier, harer og vilde blomster igen får fodfæste i det åbne land, og produktionen af vores fødevarer ikke afsætter så store klimaaftryk som i dag. Det er en omstilling, som I som landmænd får en nøglerolle i at gennemføre.

Den danske fødevareproduktion er enorm, fordi I landmænd er dygtige. Det har I vist gennem mange, mange årtier, og vi forbrugere har med glæde spist jeres produkter. Men den klimakrise og den biodiversitetskrise, verden står i, er bl.a. udløst af den sult, vi har efter kød. Vi bruger simpelthen klodens areal ubæredygtigt og på en uholdbar måde. Det skal forandres helt grundlæggende i de kommende år.

Landbruget kan ikke løfte opgaven alene. Vi forbrugere skal være med. Vi ved fra bl.a. FNs klimapanel, at forbruget af kød skal reduceres markant, og vi skal over i en mere plantebaseret kost. Jeg mener, at dansk landbrug har alle forudsætninger for at imødekomme det krav og gå fra en enorm svine- og oksekødsproduktion over til afgrøder, der kan mætte mange flere munde både herhjemme og ude i verden.

Jeg rejser rigtigt meget rundt i landet og taler ofte med landmænd. Jeg hører en enorm stolthed over det danske landbrug, og jeg hører, at stoltheden ikke nødvendigvis er begrundet i, at man f.eks. er svineproducent, men over det at være landmand. Jeg hører samtidig også mange efterlyse en større anerkendelse af det danske landbrug. Den respekt synes jeg, at I i højere grad selv skal være med til at skabe.

I skal vise, at I tager jeres del af opgaven på jer. Men I skal også klart fortælle danskerne, at det kræver deres opbakning at omlægge en landbrugsproduktion, der i årtier har været subsidieret til at producere mest muligt kød. I skal kræve, at forbrugerne tager stilling og ansvar på sig, når de står i supermarkedet og handler ind til familiens aftensmad. I skal kræve, at supermarkederne tager ansvar – akkurat som for eksempel Rema 1000 har forpligtet sig på gode bæredygtige varer fra Gram Slot. Spidskål, kartofler, havregryn, creme fraiche og chokolademælk. I skal kræve, at politikerne sørger for de rette rammer for jeres produktion – og ikke kører videre i en bevidstløs fortsættelse af alt det, der bragte os ud i kriserne.

Jeg vil gerne støtte op bag jer og understrege, at vi forbrugere skal købe dansk og, synes jeg, allerhelst økologisk. Det, tror jeg, også danskerne vil. Men det kræver en ny fortælling om det danske landbrug. Det er ikke længere nok at sige, at produktionen er bæredygtig. Den skal også være det. Vi skal kunne se levende blå fjorde ved enden af marker med korn, kål og kartofler. Vi skal have fugle, bier og sommerfugle tilbage i det åbne land, og ørreder og laks skal kunne leve i bække og søer. CO2 udslippet skal ned.

I har fået det meste af høsten i hus ved at følge godt med i vejrudsigten. Jeg håber, at I også tager bestik af de politiske vinde, der blæser over Danmark og resten af verden disse år. Jeg er sikker på, at netop det danske landbrug igen kan omstille sig og levere det, verden skal leve af og med, hvis fremtiden skal tegne lige så lys som fortiden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle