Landbruget skal ikke betale prisen for ruslandskrisen

DEBAT af Carl Chr. Pedersen, formand for Agri Nord

Det er sørgelig læsning at se noteringer på mælk og kød i disse dage. Endnu sørgeligere er det at læse historier om veldrevne landbrug, der er i fare for afvikling, fordi de ikke får en ordenligt pris for deres produkter. De omkostninger, danske rammevilkår fordrer, passer simpelthen ikke til de markedspriser, vi ser nu.

Der er ingen tvivl om, at en stor del af de tab, dansk landbrug lider, kan ledes direkte hen til den manglende eksport til Rusland. Vi er en spiller i det store, globale markedscirkus. Det må vi acceptere, men vi er ufrivilligt blevet den bold, der bliver spillet politisk. Det kan ikke være rigtigt, at man fra politisk hold ikke gør mere for at rette op på de skader, som ruslandskrisen forvolder landbruget. Dansk landbrug er kendt for en meget høj kvalitet og effektivitet. Gener fra planter og dyr er efterspurgte, og sammen med knowhow og teknologi udgør primærproduktionen en solid base for hele landbrugseksporten og fødevareklyngens indtjening til Danmark.

Regeringen gik blandt andet til valg på en 16 punktsplan med initiativer, der skal sikre bedre betingelser for fødevareklyngen. Eva Kjer Hansen har fokus på krisen i landbruget - nu er tiden til handling. Hellere i dag end i morgen. Handling der skal sikre udvikling og ikke afvikling. Der er en konkurrence i den globale fødevareproduktion. Taber vi, overtager andre. Det kan vi ganske enkelt ikke risikere for vores allesammens skyld. Vi har ikke tid til at være tålmodige.

Hvis man fra europæisk side ønsker at lave sanktioner mod Rusland, så bør det ske hele vejen rundt og ikke som nu, hvor det rammer som nålestik ned i blandt andet landbruget.

Rusland skal ikke være det, der tipper dansk landbrug ud over kanten, hvor det bliver svært at komme tilbage og være en vigtig spiller på fødevaremarkedet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle