Landmænd jubler, hvis olien springer ...

.. men de er glade på samfundets vegne, for de får ikke selv del i milliard-gevinsten.

Olieboret er sat i jorden i Givskud og er på vej ned i 2,5 kilometers dybde.

Til efteråret sker det i Bovrup mellem Aabenraa og Sønderborg, og dermed er den heftige aktivitet 220 kilometer ude i Nordsøen med søgning efter et af verdens mest eftertragtede råstoffer for en tid også i gang her inde på land.

18.000 euro i døgnet koster det at holde gang i olieboret, og først efter 50 dage vil det nå sit mål. Derefter går der sandsynligvis endnu et år, før der kan besluttes, om en egentlig udvinding kan sættes i gang. Til gengæld lyder meldingen fra eksempelvis Bovrup, at der kan udvindes for op imod to mia. kr. olie over 20-30 år - hvis der altså er sort guld under den sønderjyske muld.

Skatteborgere kan juble

Det bliver plagede skatteborgere, som kommer til at juble højest, hvis det sorte guld bliver sporet i undergrunden. For det første skal det danske statsselskab, Nordsøfonden, have en andel på 20 procent i et konsortium, som skal udvinde olien. Og dertil kommer, at statsafgiften på olien er på intet mindre end 72 procent.

Samtidig er chancen for at finde olie i de to aktuelle boringer i Givskud og Bovrup nede på mellem 10 og 20 procent.

Alligevel er de internationale oliefirmaer klar til indsats. Som Peter Helmer Steen, direktør for Nordsøfonden, siger det:

»Der er ikke nogen, der vil investere så mange penge, hvis der ikke er en eller anden der tror på, at der er olie dernede. Vi skal kun være glade for, at der store udenlandske selskaber, der vil investere i Danmark.«

Sheik-titel uden værdi

At være lodsejer handler altså om mere end blot at høste afgrøder og lade ploven vende jorden. Der er en verden nedenunder.

Men en eventuel titel som oliesheik er ikke noget værd. Det er samfundet, som stryger gevinsten.

I Bovrup kan landmand Mogens Dall leje jorden ud til den kommende boring, og han kunne da godt tænke sig i stedet at have boet i Texas, hvor jordejerne ejer undergrunden ¿ i praksis ned til jordens midte. Det gør han ikke:

»Nu skal bjørnen jo lige skydes først, men gevinsten går ud over til selskabet også til samfundet, og det er jo os alle. Det glæder jeg mig over,« siger Mogens Dall.

God dialog

I Givskud er boringen i gang. Her er mælkeproducent Knud Erik Nielsen, som lægger jord til, godt tilfreds med, at oliefolkene ¿ som han oplever det ¿ opfører sig pænt og gør arbejdet ordentligt i forhold til omgivelserne.

»Vi har en god dialog, og selskabet prøver at efterkomme vores ønsker. Jeg har lagt megen vægt på, at arbejdet ikke må medføre for mange gener i form af trafik og støj,« siger Knud Erik Nielsen.

Mange til åbent hus

Lokalsamfundet følger ivrigt med i, hvad der foregår. 850 mødte op til et åbent hus, som kun var annonceret på en hjemmeside:

»Men jeg holder lav profil og er bevidst om, at jeg ikke vil frem i pressen. Det er tilfældigt, det er mig, dette her rammer, og som borger i samfundet accepterer jeg, at det er i almenvellets interesse, at der bores, og at jeg ikke får noget ud af det,« siger Knud Erik Nielsen.

Han har endnu ikke hørt negative røster omkring boreaktiviteten og vælger at fokusere på det positive i, at hoteller, vandrerhjemmet, private Bed & Breakfasts og andre kan få gavn af den ekstra omsætning:

»Indtil videre er det positivt med aktivitet i området. Desuden er det spændende at komme tæt på oliebranchen. Det er det amerikanske olieselskab GMT fra Denver i Colorado som borer, og oliefolkene kommer fra mange lande og har arbejdet worldwide, ligesom arbejdssproget er engelsk. Så vi møder den internationale verden,« siger Knud Erik Nielsen.

himmelstrup@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle