»Stop-loss« skulle mindske risikoen på valuta-swap i svejtserfranc, men har reelt kostet landmænd dyrt.
Stop-loss, eller på dansk »stop tabet« hedder det, men for nogen har det været begyndelsen på tab. Dermed har den funktion, der skulle mindske risikoen for tab på valuta-waps nu kostet mange landmænd penge, fordi banker og kreditforeninger har krævet indbetalinger eller opsagt aftaler den korte periode, hvor svejtserfrancen i efteråret stod allerhøjest. Det har kostet penge, fordi valutaen ikke fortsatte med at stige, men hurtigt faldt tilbage på det gamle niveau.
»Vi ved ikke præcis, hvor mange, der er ramt, men det kan være flere tusindehundrede,« siger Teamchef Hans Fink, LRØ, der vurderer at cirka hver anden af de professionelle landmænd laver renteswaps- eller valuta-swaps.
Stop tab
Stop-loss går ud på, at man som kunde vælger et niveau at gå ud af sin swap på, hvis det ser ud til, at valutakursen udvikler sig i en anden retning eller forventet. På den måde begrænses tabet til et tåleligt niveau. Tilsvarende har den bank eller den kreditforening, der sælger en valuta-swap til en landmand, i mange tilfælde ret til at forlange at lukke aftalen, hvis kursen på den fremmede valuta stiger med eksempelvis ti procent. Målet er at begrænse kurstabet til de ti procent, og at mindske såvel landmandens som bankens risiko. Alternativt, kan pengeinstituttet kræve, at kunden stiller sikkerhed for kursforskellen, så bankens risiko bliver mindre.
Reglen fik konsekvenser for mange landmænd, der har lavet renteswaps i svejtserfranc, da kursen i efteråret pludselig steg.
»Vi er bekendt med at aftaler er lukket ned, på det allerværste tidspunkt, da kursen var 5,20,« siger Hans Fink.
Dermed har banken tvunget landmænd til at indfri en valutaswap, der grundet kursudviklingen havde en negativ markedsværdi på 10 procent af lånets hovedstol, da den blev etableret. Var swap¿en på 10 mio. kr. skulle der altså betales 1 mio. kr. tilbage.
Kursen lå kun kortvarigt så højt, og bare uger senere, ville tabet have været langt mindre.
Større sikkerhed
I andre tilfælde har pengeinstituttet i stedet for at lukke aftalen forlangt, at der blev stillet sikkerhed for kursstigningen, og landmænd har måttet betale store beløb til banker og realkredit. Beløbene bliver forrentet, men typisk er de lånt til højere renter.
»Det er en dårlig forretning at låne til ni procent på kassekreditten for at få seks procent i banken,« forklarer Hans Fink.
Det gavner kun pengeinstitutternes likviditet til skade for landmandens, og det gør swap¿en, der har til formål at generere indkomst, til en dårligere forretning for landmanden.
Han glæder sig derimod over, at kursen på svejtserfranc var høj så kortvarigt, at pengeinstitutterne simpelthen ikke nåede at lukke aftalerne ned, eller kræve sikkerhedsstillelse.
Små og store
Han vurderer i øvrigt, at det navnlig er små banker, der har lukket aftaler. Nykredit har eksempelvis krævet øget sikkerhedsstillelse.
Hans Fink erkender, at hvis kursen på svejtserfranc var blevet ved med at stige, havde de landmænd, hvis aftaler var lukket ned, stået bedre i dag, men da kursen faldt, har det kostet dem dyrt. Det undrer ham, at kunderne ikke har fået deres deponerede beløb tilbage, nu hvor der er meget langt op til grænsen på 10 procent.
»Det skal man huske, når man overvejer risikoen ved swaps,« siger han.
