Landmand i tvivl: Tør jeg satse på bælgplanter?

Økologisk planteavler står på spring for at være med i dyrkningen af bælgplanter til fødevareproduktion. Lysten er der, men skal man være frontløber med risiko for igen at brænde fingrene? spørger han.

Sportfreaks taler om forsyningslinjer på grønsværen - hvilke midtbanespillere kan sende bolde til angriberne og sikre målchancer? Hvem er i det hele taget med i kampen, må man spørge, når vi vender blikket mod marker og ikke mindst markeder for afsætning af planteproteiner.

Det er i høj grad bælgplanternes tøvende fremmarch, der snakkes om for tiden. Linjerne er ikke bygget op til sejre endnu, men der arbejdes på sagen.

Hos økologisk planteavler Nick Ziegler ved Hedehusene mellem Roskilde og København går tankerne i høj grad på forsynings- og afsætningskæderne.

»Jeg dyrker allerede nu hestebønner og ærter til foder. Det kunne være interessant at dyrke til fødevareproduktion, men jeg har tidligere prøvet at være en af de første, der dyrkede hamp og senere også økologiske roer, og det sidste kostede mig rigtig mange penge at gøre de første erfaringer med, bl.a. reinvesteringer i nye maskiner. Der er grænser for, hvor mange af de kampe man vil tage i karrieren, før man siger: Nu kører jeg med det sikre«, siger han. Så han efterlyser forretningsmodeller med partnerskaber.

»Både gevinster og tab skal kunne gå til begge parter, hvis vi skal op i gear og for alvor i gang med produktion af bælgplanter«,

Flere hænder på kogepladen

Efterspørgslen på ærter, bønner og linser regner alle med vil stige i de kommende år, når flere både professionelle køkkener og forbrugere lægger om til en mere grøn kost.

Proteinafgrøder kan være den miljømæssige motor i økologisk plantebedrift, ikke mindst fordi de er kvælstoffikserende.

De ærter, bønner og linser, som vi spiser i dag, er stort set alle dyrket i udlandet. Danske landmænd kan være med, og det er bæredygtigt at dyrke bælgplanter. Men Nick Ziegler tøver stadig:

»Når vi skal producere noget nyt, kan det vel ikke altid være landbruget, der skal tage tæskene. Jeg ser gerne flere hænder på kogepladen. Vi har et produktionssystem, men jeg mangler at se, at vi arbejder sammen med afsætningssiden, Lige børn leger bedst«, siger Nick Ziegler og uddyber:

»Usikkerhed omkring økonomi er der altid, når man går nye veje, men mængderne er afgørende for at kunne håndtere krav om sikker levering.

Der skal stilles krav til mig om tørring og opbevaringskapacitet, hvis jeg skal dyrke bælgplanter i større stil. Og ja, der kan i perioder komme en overproduktion, men det kan komme i dyrefoderet, så det går nok. Men jeg skal kunne finde viden blandt andet fra prøvedyrkninger og andres erfaringer, og her mangler jeg et samarbejde«, siger han.

På hans marker dyrkes i dag vår- og vinterærter, hestebønner, raps, en frøproduktion med kløver og græsfrø og diverse kornsorter og sukkerroer. I alt 640 hektar i omdrift og derudover 200 hektar med vedvarende græs.

»Jeg ser lupin som en mulighed for at komme ind på sidelinjen med lupinmel f.eks. Men udfordringen er, at den ikke kan dyrkes på de stive jorder, men er til mellemklasse og let sandede jorder. Her hos mig giver hestebønner og ærter langt bedre udbytter. Lige med ærter er jeg så desværre plaget af duer, måske fordi jeg bor i hovedstadsregionen. Afgrøder kan forsvinde i løbet af en weekend, hvis først der kommer duer forbi. Det har været vanvittigt i de sidste par år«, sukker Nick Ziegler, der også kender alt for godt til bramgæs og deres raseren. Rapsmarken på 20 hektar blev barberet ned til en golfbane på fire timer.

Faktaboks

Bælgplanter til fødevarer

  • Danmark importerer bælgplanter til fødevareproduktion i stedet for selv at producere dem. Forklaringen skal bl.a. findes i et manglende distributionsled i værdikæden, der gør, at producenter og aftagere ikke har kontakt med hinanden. Forbrugere, foodservice og fødevarevirksomheder efterspørger danske plantebaserede fødevarer, så der er brug for, at landmænd, der kan og vil dyrke råvarerne, kan få kontakt med de virksomheder, der producerer fødevarerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle