"Som en model til varsling mod knoldbægersvamp har SkleroPro en række styrker og svagheder, og Pia Heltoft Jensen har flere udmærkede forslag til forbedringer af modellen. Men det er forbedringer, som det vil tage flere år at udvikle og implementere i modellen."
Det siger landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen, Videncentret Planteproduktion, der kender SkleroPro indgående. Hun har fulgt Pia Heltoft Jensens arbejde med specialet, der er foretaget ved Videncentret for Landbrug.
Ghita Cordsen Nielsen vurderer, at det vil være meget svært at indregne spiringen fra depoter af sklerotier i modellen på en måde, som vil være operationel i praksis.