Markedsberetning af chefkonsulent Niels Ole Nielsen, Landbrug & Fødevarer
Markedet for mejeriprodukter har siden 2014 været kraftigt mærket af ubalance mellem udbud og efterspørgsel. I slutningen af 2013 og i det meste af 2014 steg indvejningen globalt set kraftigt som en konsekvens af en kraftigt stigende kinesisk import, der resulterede i høje mælkepriser.
Lysten fra kineserne aftog dog, da lagrene blev fyldt op – hvilket stort set skete samtidig med, at Rusland i august 2014 indførte importforbud af mejeriprodukter fra bl.a. EU28. Det ramte hele markedet hårdt, da bl.a. en tredjedel af EU’s osteeksport normalt sendes til Rusland. Markedet oplevede efterfølgende store mængder mejeriprodukter, som skulle afsættes til anden side, da Kina og Rusland i 2014 stod for ca. 28 procent af verdenshandlen med mælk. Det har betydet, at det efter boykotten fra Rusland og Kinas nedadgående import har været svært at få afsat den del af mejeriprodukterne.
Derfor er produktionen af mælk pt. højere end efterspørgslen, hvilket formentligt vil fortsætte resten af 2015, da bl.a. den sæsonmæssige variation i New Zealand betyder, at deres produktion vil toppe de kommende par måneder.
Der er stor usikkerhed om den fremtidige udvikling i mælkeprisen. Rabobank forventer dog, at der i slutningen af 2015 eller begyndelsen af 2016 vil komme en form for stabilisering på markedet og dermed også stigende priser. Væksten i mælkeproduktionen forventes på dette tidspunkt at aftage, ligesom den kinesiske import ventes at stige. Samtidig vil de lavere priser også øge forbrugernes interesse for mælk og derved øge efterspørgslen. Store lagre vil dog betyde, at der ikke vil være tale om væsentlige prisstigninger i 1. kvartal 2016 – det kan nok først forventes i løbet af 2. kvartal 2016.
I Rabobanks seneste kvartalsrapport for juni forventes der fra 2. kvartal 2015 til 3. kvartal 2015 et prisfald på 2 pct. for sødmælkspulver, 5 pct. for smør og skummetmælkspulver og 8 pct. for ost. Det har dog vist sig, at priserne er faldet væsentligt mere. For juli er priserne på sød- og skummetmælkspulver således faldet med over 20 pct. i forhold til 2. kvartal, mens faldet for smør og cheddar ligger omkring 10 pct., så de samlede priser for hele 3. kvartal må derfor forventes at være betydeligt lavere end forudsagt i juni.
Priser, Verdensmarked, (Oceanien) i USD pr ton
- Q2 Juli Juli Q3 Q3
- 2015 2015 ift Q2 2015* ift Q2
- Sødmælkspulver 2456 1917 -22% 2400 -2%
- Skum.mlks.pulver 2200 1725 -22% 2100 -5%
- Smør 3163 2788 -12% 3000 -5%
- Cheddar 3463 3108 -10% 3200 -8%
- Kilde: Rabobank (juni 2015), ZMB
* Estimat