Langvarig oprydning efter årelang manipulation

BMG-konkursboet bliver tidligst afsluttet om flere år, efter talrige retssager er anlagt af og imod den tidligere kornhandel.

Kollapset i kornhandlen BMG bliver ved med at sprede ringe i vandet i og omkring dansk landbrug.

Mens politiet i nu to år har været i gang med at efterforske, om der skal være et strafferetsligt efterspil af de årelange manipulationer, der var sket i den Randers-baserede private kornhandel, er også talrige civilretlige søgsmål skudt frem.

Ud over de to her på siden nævnte landmands-initierede retssager er der konkursboets (altså BMG på vegne af de mange kreditorer) erstatningskrav mod den nu tidligere ledelse i form af direktører og bestyrelse samt også revisoren for selskabet.

Her mener advokaterne, at det skal koste den tidligere ledelse og revision over 40 mio. kr., at man gav den nu svindelanklagede direktør ’frit spil’ til at foretage manipulationer af BMGs regnskaber i årevis.

Hvordan ledelsen stiller sig til de omfattende erstatningskrav, har den ikke ønsket at oplyse til LandbrugsAvisen.

Sammen med konkursboet står også BMGs tidligere bankforbindelse Spar Nord, der også har tabt store summer på konkursen. Sagen forventes tidligst afsluttet om nogle år.

Østjyllands Politi oplyste for nylig, at man som led i efterforskningen af mulig økonomisk kriminalitet har sigtet flere personer.

Hvem der er sigtet, og hvad disse personer er sigtet for, vil politiet dog ikke konkretisere. Efterforskningen forventes afsluttet senere på året.

Ender politiet med en reel tiltale mod en eller flere af BMGs ansvarlige, vil en straffesag formentlig også tidligst kunne afgøres om nogle år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle