Leder af Henrik Lisberg, chefredaktør for LandbrugsAvisen
Det er en ret fantastisk historie, vi i denne uge kan fortælle om hesteavleren Andreas Helgstrand. Bevares, både hans olympiske bronzemedalje og fortiden som berider for Lego-ejerens Blue Horse-stuttteri har selvfølgelig åbnet nogle døre. Men det ændrer ikke på, at hans resultater er imponerende. At starte en helt ny virksomhed i en så traditionsbunden branche som hesteverdenen og så få år senere kunne præsentere et overskud på 35 mio. kr. er ganske enkelt en bedrift, der snildt kan måle sig med en OL-medalje.
Og hvis nogen tror, hesteverdenen er nem at begå sig i, tager de grueligt fejl. Hidtil har det nærmest været en anerkendt sandhed, at hesteavl mest er en kostbar hobby, og de seneste år har det set særdeles dårligt ud for de fleste. Helgstrands resultater er skabt på trods af et normalt svært marked. De er skabt ved ensidigt at producere heste i verdensklasse - og så evne at sælge dem globalt.
Det samme billede finder man andre steder i dansk landbrug. Når pelsdyravlerne selv i deres ringeste år har en indtjening, der er langt over andre landmænds, skyldes det også, at de har evnet at gøre danske skind så unikke, at hele verden vil betale mere for dem. Det forspring holder man stædigt fast i, hvilket blandt andet ses i den meget kontante indsats over for sygdommen plasmacytose. Tilsvarende fremviser de dygtigste frøavlere også fremragende resultater, ligesom svineavlerne også har skabt sig et forspring.
Den brutale virkelighed er, at de dele af dansk landbrug, der lever af at producere bulkvarer, er under voldsomt pres. Mælk er mælk, uanset hvor det produceres, og det samme gælder i vid udstrækning svinekød. Det kræver en ekstremt effektiv bedrift, hvis man i længden vil tjene en rimelig løn på standardproduktion. Den krise, erhvervet har været i snart nogle år, stiller yderligere krav om effektivitet - men berettiger måske også en diskussion om, hvorvidt vi i længden producerer det rigtige.
