Afstanden til USA er ikke stor, og nærmest som rutebiler i timedrift myldrer de store jetfly over Atlanten.

Men når det gælder handel med landbrug, synes afstanden at være som til månen.

Forleden berettede New York Times på forsiden om US-markedet for landbrugsjord, hvor prisen kun går i én retning: Opad. Det gælder blandet andet for Michigans kartoffelmarker og præriestaten Kansas, men også for tørkeramte Iowa, at priserne er fordoblet siden 2009.

New York Times skriver om 59-årige David Taylor på den ejendom, hvor familien i fire generationer har dyrket majs og sojabønner. Han har oplevet kriser og ved, at børnene ikke vil overtage. Så han valgte at sælge:

"Men jeg græd som et spædbarn, da jeg skrev under," siger han til avisen.

Lader vi jetfly være jetfly og får et dansk overblik via helikopteren, vil vi derimod opleve et dybfrossent ejendomsmarked.
I løbet af et år frem til juli 2012 blev der kun solgt 90 ejendomme over 60 hektar. I de ti år, der gik frem til 2010, blev der solgt 548 ejendomme over 60 hektar - hvert år.

Der er herhjemme 12.500 landbrug over 60 hektar, så med det nuværende tempo bliver en ejendom omsat en gang i 133 år!

Tallene er et tydeligt signal om, at generationsskiftet ikke finder sted, og at landmanden bliver ældre og ældre. Vi kan også tale om den tabte generation.

Er det befordrende for vækst og udvikling i et samfund, hvor fødevareproduktion spiller en meget stor rolle?

Næ. Men vi har en cocktail af et fastfrosset finansielt marked, hvor konkurrencen mellem bankerne er sat - mere eller mindre - ud af kraft, og flere ældre solvente landmænd, der afventer bedre tider. Så er oddsene for de unge ikke ligefrem gunstige.

Heldigvis spirer optimismen stadig blandt de unge, selv om det, der kræves for at blive etableret, svarer til at leve live baglæns: Gå-på-mod og arbejdsindsats som en 25-årig kombineret med en stor egenkapital, god uddannelse og masser af erfaring.


Men hvad så med de ældre landmænd? Vi kalder ham Jens, den 67-årige landmand jeg besøgte forleden, og som ønsker at sælge sin ejendom. Han ville det bedste for de unge, da vi snakkede om landbrugets vilkår. Men kommer der 20 mio. kr. på bordet i en handel med et ungt menneske og 21 mio. kr. i en nabo-overtagelse, ja, så vælger han det sidste. Indrømmer han nødtvungent.

 Selvfølgelig. For markedskræfterne gælder stadig derude, selv om markedet er anderledes end for fem år siden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle