At leve stille duer ej længere

"Den, der lever stille, lever godt," sagde Erling Lerche-Simonsen med et smil til denne leders skribent, da vi mødtes på Agromek for en halv snes år siden. Jeg ville forfærdelig gerne give spalteplads til en beretning om Lerche-Simonsens fynske svineproduktion, der allerede den gang blev betragtet som landets største. Men trods ihærdige overtalelsesforsøg var svaret nej.

Som det kan læses i Økonomisektionen i dagens avis, har Lerche-Simonsen-familien ændret holdning. Med datteren Gitte Lerche-Simonsen i direktørstolen er indstillingen nu, at omverdenen lige så godt kan få at vide, hvad der sker. Og den beslutning kan vi herfra kun bifalde - ikke bare fordi det giver LandbrugsAvisen lejlighed til at fortælle en spændende historie, men også fordi landbruget har brug for, at de succesrige frontløbere står frem.

Historien om familiegården Eskelund er jo en lille del af beretningen om rygraden i dansk økonomi. Om en familie, der har omdannet et beskedent kvægbrug til en virksomhed med en omsætning på over 150 mio. kr., en endnu større aflægger i Slovakiet og 28 arbejdspladser alene ved landbruget - hvortil kommer mange gange flere i de afledte erhverv. Det er dermed også en vigtig del af den nye fortælling om landbruget.

At skabe respekt om og opbakning til landbruget handler derfor ikke kun om miljø, natur og dyrevelfærd, men også om at turde stå ved, at vi driver en vigtig forretning. Det er ikke længere en synd i Danmark at skabe vækst og tjene penge, tværtimod. Derfor: Tak for den nye åbenhed på Eskelund - den gavner hele erhvervet.

www.landbrugsavisen.dk/lisbergsblog 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle