L&F skærer i kommunikation og øger fokus på Facebook

Foodculture drosles ned, mens fokus på sociale medier styrkes. Landbrug & Fødevarer gennemfører besparelser og omorganiserer kommunikationsområdet.

Landbrug & Fødevarer nedlagde i denne uge to stillinger på kommunikationsområdet. Samtidig er der truffet beslutning om at skrue ned for netmediet, Foodculture, og det klassiske pressearbejde med kronikker og læserbreve.

Til gengæld vil L&F i 2016 bruge flere kræfter på at være til stede på sociale medier som Facebook.

Det oplyser kommunikationsdirektør Leif Nielsen, Landbrug & Fødevarer.

Færre avislæsere

»Der er dels tale om en spareøvelse, dels en omprioritering og omorganisering af ressourcerne,« siger Leif Nielsen.

»Sociale medier fylder mere og mere i den måde, vi får vores viden på, samtidig med at gennemslagskraften via dagspressen er kraftigt faldende, fordi der er færre avislæsere.«

»En tv-kendis som Jim Lyngvild, der interesserer sig for både mink og kød, har 100.000 følgere på Facebook. Ekstra Bladet, hvor han skriver kronikker, udkommer nu i under 50.000 eksemplarer. Hvor vil du så helst, at han omtaler dig?« tilføjer Leif Nielsen retorisk.

Spænder livremmen ind

Det er færre kontingentkroner fra medlemmerne og færre køb af kommunikationsydelser fra brancherne, der har udløst spareøvelsen på op mod to mio. kr.

Foruden de to medarbejdere, som er opsagt, forbliver to ledige stillinger i Kommunikationsafdelingen ubesatte.

Faktaboks

Sparer to mio. kr.

  • Foodculture.dk drosles ned, to stillinger nedlægges.
  • Lf.dk., Facebook og »Ikke så sort« styrkes. Social Media-manager ansættes.
  • To stillinger i presse og Åbent Landbrug genbesættes ikke.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle