Limousiner for 400.000 kr.

12 limousiner blev auktioneret væk for i alt 410.000 kr., da Limousineforeningen fredag aften holdt auktion.

I gennemsnit var prisen på omkring 40.0000 kr., da i alt 12 limousiner blev solgt på en stort anlagt auktion på Landsskuet fredag aften.

410.000 kroner blev den totale budsum. Auktionen indgik som en del af Verdenskongressen for limousineforeningerne. Fire af dyrene blev i øvrigt solgt til Tyskland, selvom der ikke var tyskere tilmeldt verdenskongressen.

De dyr, der sælges til Tyskland, er i direkte konkurrence med dyr fra Frankrig.

»For mange tyskere er det nemmere at køre til Danmark end til Frankrig, og vi avler på de samme blodlinjer. Derfor ved tyskerne, at kvaliteten i Danmark er lige så høj som i Frankrig,« forklarer formand for Limousineforeningens auktionsudvalg Bent Kloster.

Ko og kalv for 42.000

Dyrest på auktionen blev ko med kalv, der gik for 42.000 kr. Den glade køber var Niels P. Pedersen, Bedsted i Thy. Dyreste tyr blev solgt for 40.000 kr. til Thomas Jessing i Brørup under overværelse af tilskuere i en totalt fyldt hal Q.

Det var auktionarius Jens Borup, der holdt gang i buddene, og det gjorde han så godt, at det samlede resultat blev betydeligt højere end forventet, siger Bent Kloster.

De 12 dyr var hentet hos avlere i hele Danmark. Blandt dem var Lars Juellund, der netop solgte auktionens dyreste dyr.

»At du nænner det,« sagde Jens Borup, inden han gik i gang med at indhente tilbud fra det købeglade publikum i en propfyldt hal Q.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle