LMO: Stort er bedst for kunderne

Komplekse regler og love kræver kompetencer, som bedst udvikles i større rådgivningsvirksomheder, mener Jan Winther, direktør i det nye LMO.

Jan Winther, direktør i det nye LMO, tror ikke på en række private rådgiveres glade forventninger om flere kunder i kølvandet af fusionen mellem LMO og LRØ.

Han har tværtimod konstateret en stigende interesse blandt landmænd for højtspecialiseret rådgivning i en verden, hvor støtteordninger, love og regler bliver mere og mere komplekse og betinger, at rådgiverne er opdateret hele tiden.

Den opdatering sikres bedst i et større fagligt miljø, hvor konsulenter kan sparre med hinanden, og hvor man har ressourcer til at sende konsulenterne på efteruddannelse, mener Jan Winther.

»Den efteruddannelse kan nemt blive noget anløben i en enkeltmandsvirksomhed.«

Nærhed bevares i LMO

Jan Winther føler sig derfor provokeret af sidste uges artikel i LandbrugsAvisen, »Fusioner er guf for private rådgivere«, hvor fire private rådgivere giver udtryk for, at landmænd, der berøres af en fusion, savner nærhed og samhørighed i de store rådgivningsvirksomheder og derfor søger i hus hos private enkeltmandsrådgivere.

Men nærhed og et højt specialiseret fagligt miljø er ikke hinandens modsætning, understreger Jan Winther.

»Det er sjældent, jeg reagerer på indlæg, men det her synes jeg simpelthen er noget pjat. Vi lukker ingen huse, kunderne beholder deres konsulenter. For mig er der ingen tvivl om, at kunderne vil gå den stik modsatte vej af det, de private rådgivere hævder.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle