Et sælgerpantebrev kan gøre det lettere at få solgt ejendommen.
Handelen med landbrugsejendomme ligger stadig meget underdrejet, blandt andet fordi det i mange tilfælde er svært at få finansieringen på plads.
En af vejene til at lette generationsskiftet kan være, at sælgeren lader en del af købesummen blive stående i ejendommen i form af et sælgerpantebrev, ligesom man tidligere gjorde.
Ejendomsmægler Peter Mikkelsen fra LandboGruppen er ligefrem i visse tilfælde begyndt at kræve af sælgerne, at de skal være villige til at "medvirke til restfinansieringen", som det hedder i salgsopstillingen. Han har for tiden en landbrugsejendom til salg, hvor sælgeren tilbyder at medvirke til restfinansieringen.
1.000 slagtekalve
Sælgeren er John Pedersen, der har en kvægejendom ved Vinderup til salg.
Ejendommen er på kun 5,5 hektar og uden stuehus, men til gengæld er der tre store haller og tilladelse til at producere 1.000 slagtekalve under Dansk Kalv-konceptet samt en flerårig gødningsaftale.
John Pedersen erkender, at det med så lidt jord kan blive svært at få finansieret handelen, selv om prisen "kun" er på 3,9 mio. kr.
Vil ikke sælge pantebrevet
John er 61 år og villig til at lade et beløb blive stående på et sælgerpantebrev, hvis det bliver nødvendigt for at få ejendommen solgt. Hvor stort et beløb der bliver tale om, vil han ikke give et bud på.
Han har heller ikke lagt sig fast på vilkårene for et eventuelt sælgerpantebrev, men han vil ikke afvise, at det for eksempel kan blive med en løbetid på 10-12 år og en rente på fem procent.
Til gengæld er han helt afklaret på to andre punkter.
"Jeg vil ikke sælge pantebrevet. Det er helt umuligt for tiden, og derfor skal der også være en reel mulighed for, at køberen kan betale renter og afdrag på pantebrevet," fastslår John Pedersen.
Et krav fra mægler
Peter Mikkelsen erkender, at det er ham, der har presset John til at tilbyde medfinansiering.
"Jeg har stillet det som et krav for at sætte ejendommen til salg," siger han og tilføjer, at han netop har sat en anden ejendom til salg med tilbud om medfinansiering.
"Der kan forhandles om det hele, både pantebrevets størrelse, løbetid og rente.
Det kan for eksempel være et pantebrev med en løbetid på 10 år og en rente på fem procent, men hvis køber hellere vil afdrage det over 15 år, bliver det så til højere rente," siger han.
Man kan også aftale, at pantebrevet skal være med variabel rente, for eksempel tre procent over diskontoen, så sælger også vil få gavn af en generel rentestigning.
En pantebrevsrente på fem procent er under alle omstændigheder billigere for køber end renten på et banklån, der for tiden ligger oppe på syv-otte procent ifølge Peter Mikkelsen.
Tilsvarende kan sælger i dagens Danmark næppe få en højere forrentning af sine penge end de fem procent andre steder.