To mægtige New Holland mejetærskere løb med første sejr

Landmænd over hele landet har trodset de sidste par ugers dårlige vejr - det er blevet til et flot vinderbillede og den første høst af vinterbyg.

Det har været en hård start på høsten, hvor alt for meget regn og blæst både har stjålet udbytte og sat høstarbejdet på alt for mange pauser. De gæve landmænd har dog alligevel taget det med oprejst pande, og det har kunnet ses i Skyd Høsten konkurrencen, hvor vi har fundet den første ugevinder af en høstlagkage.

Vinderen er den 14-årige Magnus Emil Larsen, som fangede et par New Holland mejetærskere i fuld gang med høst af engrapgræs af sorten chester på Dineshøj på Midtsjælland. Dineshøj er i driftfællesskab med Møllegården, som tilhører Magnus Emil Larsens far, Anders Larsen. Tilsammen driver de cirka 800 hektar. De første to hektar engrapgræs havde en fornuftig vandprocent på 12, mens udbyttet så ud til at blive middelmådigt.

»Har vi vundet? Det bliver Magnus glad for - vi høster hele tiden, så kagen skal deles med holdet«, siger Anders Larsen.

Modent korn i møgvejr

Den første vinterbyg blev høstet på Brian Johansens bedrift Flintskovgaard på Lolland med 24 hektar vinterbyg i markplanen. Det er naboen Eigil Kofoed, der står for høsten med en John Deere T670i.

»Vi har fået 110 mm nedbør i de seneste fire uger. Det har rent ud sagt været et møgvejr med regn, blæst og kulde i de seneste 10 dage, men kornet er modent og skal nu lægges i vores amerikanersilo og tørres ned til mellem 14 og 16 procent vand«, siger Brian Johansen.

Byggen blev høstet med en vandprocent på 16,5, og Brian Johansen vurderer udbyttet til at blive 70-80 hkg. pr. hektar.

Det dårlige vejr har også drillet i Gørlev på Aldershvile, som er en del af driften på Peter Kampers Niløsegården med 500 hektar plantebrug. De gik tidligt i gang med høsten af engsvingel på grund af vejret, og de nåede at få høstet 17 hektar, inden den første omgang regn pausede arbejdet.

I Køge i driftselskabet Dansk Landbrugs Management har de nærmest skullet stjæle sig til høsttimerne, fordi der har været så meget regn, fortæller direktør Morten Lund Olesen. Men de holder motivationen højt, og det er også nødvendigt med de cirka 5.000 hektar og en markplan med mere end 20 forskellige afgrøder.

»Det ser ud til, at det kommer til at give relativt fornuftigt i år. Modningsmæssigt er vi langt fremme i forhold til normale år. Vi har allerede skårlagt alt vores engrapgræs, engsvingel, strandsvingel og hundegræs, og det er i hvert fald en uge tidligere end normalt«, siger Morten Olesen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle