Mælkeproducenter udvider som aldrig før

Danske mælke-producenter har økonomisk medvind og udvider. Strategiske overvejelser er årsag til succesen, vurderer chefkonsulent i Dansk Kvæg.

Danske mælkeproducenter investerer og bygger nye stalde som aldrig før.

I Sønderjylland, hvor en stor del af dansk mælkeproduktion foregår, oplevede man i sidste kvartal af 2006 en kraftig stigning i antallet af landmænd, der søgte om tilladelse til at udvide produktionen.

Landmand Johan Schmidt, der indtil 1. januar i år var medlem af Sønderjyllands Amtsråd, hvor han sad i udvalget for teknik og miljø, der modtager og behandler VVM-ansøgninger, oplyser, at landmændene i gennemsnit søger om udvidelser til at have 300 til 500 køer.

"Vi forventer, at landmænd, der har fået tilladelsen, går i gang med at bygge og udvide i 2007, og jeg tror, at vi i slutningen af året kommer til at se mange store besætninger i Sønderjylland," siger Johan Schmidt.

Strategiske

overvejelser bag succes

Men det er ikke kun i Sønderjylland, at mælkeproducenterne ekspanderer og investerer i større bedrifter.

Produktionsudvidelserne foregår i disse år i hele landet, oplyser Ole Christensen, chefkonsulent i Dansk Kvæg.

Han er overbevist om, at en af grundene til, at danske mælkeproducenter rykker frem med stormskridt og nyder stor økonomisk fremgang, er, at landmændene er blevet gode til at planlægge og gøre sig strategiske overvejelser om deres fremtidige produktion.

"Der har være en ganske markant udvikling og investering i mælkeproduktionen siden 1997, hvor vi lavede om på kvotesystemet, og hvor mange mælkeproducenter har udvidet for at skabe sig et eksistensgrundlag og fremtidssikre produktionen," forklarer Ole Christensen.

Kanon resultater

At danske mælkeproducenter gør det godt kom tydeligt til udtryk i 2005, hvor mælkeproducenterne opnåede det bedste økonomiske resultat i mange år. I gennemsnit blev driftsresultatet i 2005 for heltidsmælkeproducenterne 347.000 kr. - mere end dobbelt så meget som i 2004.

At der er sammenhæng mellem udvidelser til større bedrifter og økonomisk fremgang er også en af konklusionerne fra en rapport fra Dansk Landbrugsrådgivning, 'Produktionsøkonomi 2006 - Kvæg', hvor man kan læse, at fremgangen for mælkeproducenterne skyldes 'den stadige strukturudvikling mod større bedrifter, men også ydelsesfremgang, bedre kødpriser og stigning i besætningens værdi'.

Driftsresultatet for mælkeproducenterne i 2006 er stadig ikke offentliggjort. Tallene forventes først i slutningen af februar, når der er Kvægkongres.

At vokse er ikke et mantra

Selvom mælkeproducenterne udvider med succes som aldrig før, afviser Ole Christensen, at dansk mælkeproduktion er på vej til tilstande med store bedrifter på 1000 malkekøer, som vi ser det i for eksempel USA.

"Vi taler meget om de store malkekvægbedrifter, men det er billedforvrængning. I Danmark har vi kun en lille håndfuld, og selvom vi kommer til at se flere i fremtiden, så er der lang vej. Det samme gælder i USA, hvor de store producenter faktisk kun udgør en meget lille andel," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle