Madspild større klimasynder end oksekød

Spis kød fra malkekvæg, brug mere af slagtedyret og kig på dit øvrige forbrug. Det er nogle af konklusionerne, som danske forskere slår fast i rapport.

Foran dig står der rækker af saftige bøffer i køledisken. Du har lyst til at forkæle dig selv, men en dårlig samvittighed nager, for okse- og kalvekød er jo store klimasyndere. Men hvordan kan du som landmand blive mere klimavenlig i din produktion, og er det bedre, at vi alle sammen går over til plantebaseret kost?

Sidstnævnte er ikke nødvendigvis den rigtige måde at gøre det på ifølge en ny rapport fra juni udarbejdet af Aarhus Universitet og DTU Fødevareinstitut.

En af forfatterne bag rapporten er seniorforsker Ellen Trolle fra DTU Fødevareinstitut. Hun har været med til at se på klimaaftrykket i forhold til kødets ernæringsværdi sammenlignet med danskernes kostvaner.

»Oksekød er noget af det, der har det højeste klimaaftryk, men det er forskelligt, om du har kød fra malkekvæg eller kødkvæg. Du kan godt erstatte oksekød med for eksempel svinekød og få den samme ernæring, men du sparer kun en smule på klimaaftrykket. Der skal mere til som reducering af transport og tøj«, siger Ellen Trolle.

Helt præcist kan klimaaftrykket pr. kilo oksekød reduceres med 16 procent, hvis forbrugeren kun spiser oksekød fra malkekvæg. Ellen Trolle fortæller, at vi godt kan leve vegetarisk på en sund måde, så længe vi får vores tilskud. Det gør vegetarer eller veganere ikke nødvendigvis.

»Der, hvor det batter mest i forhold til at reducere klimaaftrykket, vil være at spise mere plantebaseret, men du kan ikke erstatte kødet med hvad som helst. Det er vigtigt, at du også får vitaminer og andre tilskud«, siger hun og fortsætter:

»Du kan godt have en dårlig kost, selv om du lever som vegetar«.

 

Madspild værre end kød

I dag er det samlede daglige madspild ifølge rapporten større end klimaaftrykket fra det gennemsnitlige indtag af oksekød. Hvis slagteriet øger udnyttelsen af slagtedyret, vil det potentielt kunne betyde 17-23 procent lavere klimaaftryk pr. kilo oksekød.

Når vi i sidste ende smider mad ud, har vi allerede skabt belastning på klimaet uden at få værdi. Det siger Jørgen E. Olesen, der er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

»Hvis man absolut vil have en bøf, der ikke er klimabelastende, skal man vælge den, man ikke spiser. Problemstillingen er, at vi bør skære ned på forbruget af kød«, siger han. Det er ikke nok, at landmænd tager klimaaftrykket alene på deres skuldre, mener Jørgen E. Olesen. Derfor skal de gå i en bedre dialog med både detailhandelen og forbrugerne, så problemstillingen ikke kun handler om at producere anderledes.

»Der er begrænsninger for, hvad landmænd kan reducere af klimaaftryk for kød, kartofler eller gulerødder. Derfor ligger ansvaret hos os alle«, pointerer han.

Ellen Trolle er enig.

»Diskussionen i klimadebatten fortsætter, og vi mangler at se på, hvad de forskellige landbrugsproduktioner har af betydning for klimaet, så vi kan give mere konkrete råd til landmanden«.

Faktaboks

Oksekød er ikke bare oksekød:

  • I juni udkom en ny rapport fra Aarhus Universitet og DTU, der ser på dansk okse- og kalvekøds klimapåvirkning i Danmark.
  • Rapporten fastslår bl.a., at klimaaftrykket pr. kilo oksekød kan blive mindre, hvis landmanden reducerer kvægets metanudledning.
  • Hvis detailhandelen og forbrugeren reducerer madspild, kan klimaaftrykket fra kosten reduceres med op til 14 procent.
  • Der er stor forskel på de enkeltes landbrugs klimaaftryk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle