"Man kan ikke have dyr under hegn uden at fodre"

Dyrene i de nye naturnationalparker skal ikke tilskudsfodres, og tilsynspligten lempes. Det kan man ikke byde dyr bag hegn, mener dyrlæge Jens Kristoffersen.

Hvordan kan I dog tro, at dyrevelfærden bliver bedre, hvis Dyreværnsloven lempes på statens arealer, når dyrevelfærden er så elendig med gældende lov?«

Sådan spørger dyrlæge Jens Kristoffersen fra Djurslands Hestepraksis i et åbent brev til politikerne på Christiansborg. Han bor i lokalområdet på Mols og betegner sagen om Naturstyrelsens sultende kreaturer som ’noget svineri’.

Han er dog først og fremmest optaget af, at sagen illustrerer de forhold, der kan opstå i større skala, hvis Folketinget vedtager en ny lov for de kommende natur-nationalparker. Lovforslaget lægger op til at lempe dyreværnslovens tilsynspligt og til, at dyrene i nationalparkerne ’holdes så ekstensivt som muligt og uden tilskudsfodring’.

»Dyr bag hegn ikke frie«

Principperne er en del af rewilding-tankegangen, hvor naturen så vidt muligt skal forvalte sig selv. Men manglende vinterfodring kombineret med mindre tilsyn er den lige vej til vanrøgt, for dyr bag hegn er afskåret fra at søge føden, hvor den er, mener Jens Kristoffersen.

»Jeg er da også tilhænger af biodiversitet, men det handler om præmisserne. Man har fået den her idé, at man ikke må fodre dyrene, men de her dyr er ikke frie. Man kan ikke have dyr bag hegn uden at fodre«.

Mange fortalere for rewilding fremhæver, at sult og død er en acceptabel pris for dyr, der til gengæld kan leve et frit og naturligt liv - modsat landbrugets produktionsdyr.

Men problemer det ene sted gør ikke det andet rigtigt, mener Jens Kristoffersen. Han tror, loven bliver vedtaget uændret trods hans kritik.

»Det tør de ikke. Det handler om, hvad der er politisk korrekt. Der er jo ingen, der ikke går ind for biodiversitet«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle