Mange bedrifter skal haveny arbejdspladsvurdering

Når Arbejdstilsynet kommer på besøg, vil ikke bare de fysiske forhold blive kigget efter i sømmene. Kontrollanten vil også tjekke, om arbejdspladsvurderingen (APV'en) er i orden, og netop nu er det tilfældet på ret mange bedrifter.

Siden 1. januar 2005 har det nemlig været et krav, at en APV skal fornyes mindst hvert tredje år, men meget få landmænd har indtil nu fornyet deres gamle arbejdspladsvurdering.

"Det vil sige, at rigtig mange skal sørge for at få det gjort nu," siger arbejdsmiljøkonsulent Tormod Overby, Landscentret, Byggeri og Teknik.

Ydermere bliver APV'en et såkaldt tilsynsobjekt i 2007, formentlig fra 1. april. Det betyder, at der er bestemte krav til indholdet:

Problemer på arbejdspladsen skal kortlægges, risikofaktorer skal vurderes, og der skal laves en handlingsplan med tidsplan for at rette op på de enkelte problemfelter.

Der er stadig ikke specifikke krav til APV'ens form. I princippet kan den fortsat skrives på bagsiden af en opsprættet bagerpose.

"Men det er nok nemmere, hvis man går systematisk til værks," siger arbejdsmiljøkonsulent Tormod Overby, Landscentret, Byggeri og Teknik.

Man kan rekvirere hjælpemidler til dette arbejde, både på nettet og ved henvendelse til Landscentret. Man kan også få rådgivningshjælp til det, og i mange tilfælde er det måske ikke nogen dum ide, mener Tormod Overby.

Hvis APV'en er mangelfuld, når Arbejdstilsynet kommer på besøg, får landmanden nemlig et påbud om at søge rådgivning, og det kan blive dyrt.

"Ved et rådgivningspåbud er der bestemte krav til rådgivningen. Det vil typisk koste to til tre gange prisen for hjælp til at få APV'en i orden i tide," siger Tormod Overby.

mh

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle