Alle er enige om, at ammoniak fra svinestalde skader lyspærer, og det har stor betydning for den garanti, som producenterne giver.
Når danske svinestalde lyses op, er det tit med LED lysstofrør. Rørene kan placeres i et tætlukkende armatur, IP65 armatur, for at holde amonniakdampe ude, men på trods af den foranstaltning kan man ikke være sikker på at have garanti på sine LED lamper.
»Vi har gravet lidt i spørgsmålet, og det viser sig, at hverken Philips eller Osram yder garanti på lysstofrørene i ammoniakholdige miljøer som svinestalde. Vi kan se, at de fleste installatører og landmænd, der bruger rørene, har været af en anden opfattelse«, fortæller energirådgiver i LandboNord, Rasmus Bredgaard.
»Det er ikke sandsynligt, at man kan lave et armatur, der er 100 procent tæt, og derfor vil ammoniakken altid have en effekt. I vores produktmateriale står der, at garantien gælder under normale omstændigheder, og det vil opsætning i en svinestald ikke være«, fortæller Ledvance om deres lysstofrør.
Nervøs installatør
Elinstallatør Jens Hjelm Kristensen har opsat omkring 14.000 LED lysstofrør i staldmiljøer over de sidste tre år, og han var rystet over nyheden.
»Jeg var overbevist om, at der var garanti på rørerne, og det var mine kunder jo også af den grund. Jeg bruger MasterLED rør fra Philips, og de er absolut i den dyre ende«, lyder det fra installatøren. Han tog straks fat i sin egen leverandør, og siden er kommunikationen kørt mellem dem og Philips.
»Jeg kan ikke gennemskue, hvor fejlkommunikationen er startet, men hvorom alting er, har vi endelig nået en aftale, jeg er tilfreds med. Jeg er blevet lovet mundtligt af både producent og min leverandør, at jeg har opbakning fra dem, hvis der sker noget med pærerne i deres levetid«, forklarer Jens Hjelm Kristensen. Men en mundtlig aftale holder ikke, hvis der skal føres en sag, fastslår LandboNord.
»Som landmand skal man vide, hvad man betaler for. Man bør undersøge det i bund, om garantien gælder. De landmænd, som allerede har fået opsat LED rør fra Philips og Ledvance, skal også tage fat i deres installatør, men jeg er bange for, at der ikke er meget at gøre, når garantien ikke har været der fra starten«, fortæller Rasmus Bredgaard.
»Der findes producenter af LEDrør, som yder fem års garanti også i svinestalde. Det er dyrere, men klart at foretrække i en professionel bedrift«, forklarer han.
Faktaboks
LED lysstofrør
- Installeres som energibesparende lyskilde i amnge svinestalde.
- Der investeres typisk mellem 20.000 og 400.000 kroner i at etablere LED belysning, fortæller LandboNord.