
Bekæmpelse i rajgræs er oftest rettet mod kronrust og sortrust. De højeste merudbytter opnåes ved sene sprøjtninger fra skridning. Kronrust bekæmpes ved 0,1 pct. dækning fra beg. strækning til afsluttet blomstring (st. 32-69). Sortrust kommer noget senere og bekæmpes ved konstateret forekomst indtil ca. tre uger før høst. Net/pletnekrose bekæmpes i fugtige år ved 0,1 pct. dækning fra beg. strækning til afsluttet blomstring (st. 32-69). Meldug bekæmpes ved 0,1 pct. dækning fra beg. strækning til skridning (st. 32-45).
»Kronrust og især sortrust kan være meget tabsgivende. I gennemsnit af 10 landsforsøg i 2013-17 er der med en frøpris på 7,50 kr./kg opnået ca. 1.200 kr. i nettomerudbytte for svampebekæmpelse med Bell + Comet Pro i st. 51 og 69 (beg. skridning og afsluttet blomstring). Der er opnået et sikkert højere nettomerudbytte med Bell/Bell + Comet Pro end med Orius. Der har været tendens til højere nettomerudbytte med Bell + Comet Pro end med ren Bell. Der har ikke været sikre forskelle på Bell + Comet Pro og Viverda + Ultimate S«. Det fortæller landskonsulent Ghita C. Nielsen, Seges.
Kommentarer