Det første gulrust fundet i hvede

Der er nu fundet gulrust i flere modtagelige hvedesorter. Bekæmpelse kan være aktuel lige efter påske i de hvedemarker, der er længst fremme.

Vi har fundet gulrust i kraftigt udviklet Benchmark hvede på Fyn og ved Randers«, fortæller planteavlskonsulent Michael Lønbæk fra Velas.

Han har selv fundet gulrust i kanten af en mark på Fyn, hvor hveden var ekstra kraftig og der var læ. Der var ikke noget i den frie mark, kun i kanten, fortæller han.

»Hveden var i st. 30-31 der, hvor jeg fandt gulrust, men ikke helt så langt fremme i selve marken. Men ved Randers hvor min kollega fandt gulrust, var hveden ikke helt så langt fremme«, siger han.

Sprøjt Benchmark tidligt

Michael Lønbæk anbefaler, at man i løbet af en uge eller to sprøjter Benchmark hvede med en kvart til en tredjedel dosis af et rustmiddel, fx. 0,3 Orius Max. Også selvom man ikke selv har fundet gulrust.

»Benchmark er klart den sort, der får mest gulrust af de dyrkede hvedesorter. Sidste år, hvor der var ekstrem meget gulrust, så vi, at det var meget afgørende at sprøjte tidligt. Dem der var ude i sidste halvdel af april nåede at stoppe gulrusten. Mens dem der ventede til starten af maj ikke kunne nå at stoppe den. Derfor bør Benchmark sprøjtes midt i april uanset fund«.

I andre gulrust modtagelige sorter bør man se tiden lidt an og kun sprøjte ved fund, anbefaler Michael Lønbæk.

Der skal være nyvækst

Landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen fra Seges er også meget obs. på fund af gulrust. Indtil nu har hun - udover de to fund på Fyn og Randers - modtaget melding om gulrust i sorterne Sheriff på Stevns og Drachmann på Sydals.

»I år er gulrust kommet meget tidligt - lige som sidste år. Det er dog vigtigt, at der er nyvækst at sprøjte på, da midlerne ikke har systemisk virkning, men kun beskytter de blade, der rammes. Derfor skal man vente, til der er nyvækst. Vi skal også helst forbi nattefrosten. I de længst udviklede hvedemarker kan det blive aktuelt lige efter påske. Der er dog rigtig stor forskel på hvedemar- kernes udvikling«, siger hun.

Genenelt er hendes anbefaling følgende: Modtagelige sorter skal sprøjtes fra st. 30, hvis der er fundet gulrust i marken eller området. 20 pct. dosis af effektive midler er ofte nok ved svage angreb.

»De meget gulrust-modtagelige sorter er Sheriff, Drachmann, Kalmar, KWS Scimitar og KWS Zyatt. Mens Benchmark og LG Mocca er ekstrem modtagelige«, siger hun.

De gulrustmodtagelige sorter (ekstrem og meget modtagelige) udgør 30 pct. af hvedearealet i år - mod 60 pct. sidste år. Benchmark udgør 5,7 pct.

Faktaboks

2019 var det værste gulrust-år i 30 år:

  • Sidste år brød mange hvedesorters resistens mod gulrust sammen, og vi oplevede det værste gulrustangreb i 30 år.
  • Gulrustangrebene kom meget tidligt og var meget kraftige i de modtagelige sorter. Værst var det i Benchmark efterfulgt af Kalmar, KWS Zyatt og Sheriff. Der blev fundet nye smitteracer i to sorter: Kalmar i 2018 og Benchmark i 2019.
  • I landsforsøgene var der usædvanligt store merudbytter for svampebekæmpelse i 2019, hvilket primært tilskrives gulrustangreb.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.