Flotte udbytter i øko-rajgræs

Rajgræs gav godt. Strandsvingel blev pudset af, da den var for tynd.

Vi høstede flotte udbytter i alle tre sorter af rajgræs. Korrigeret for vandindhold og frarens vurderer jeg, at der bliver 1.250 kg renvare pr. hektar i Mitello, mens Abosan og Cayman gav 1.325 og 1.600 kg renvare pr. hektar«, siger Klaus Aage Bengtson.

De 22 hektar strandsvingel, som skulle have været høstet, blev i stedet pudset af for et par uger siden.

»Vi fik ikke spredt gylle på det i efteråret. Vi prøvede at skyde det i gang med gødning i foråret, men det har været for tyndt. Nu får vi en god frøgræsmark til næste års høst«, siger Klaus Aage Bengtson.

Han tog hul på høsten af vårbyg fredag. Det tegner rigtig godt.

De i alt 140 hektar ærter er skårlagt, så de er klar til høst om godt en uge.

Sommerbrak

På en af de marker, hvor der skal sås frøgræs til foråret, har Klaus Aage Bengtson haft sommerbrak.

»Vi pløjede og såede en brakblanding i foråret. Det har stået til først i juni, hvor vi satte ind med ugentlige harvninger, så vi har holdt jorden sort hen over sommeren«, siger han.

Dermed håber han, at få bugt med især rodukrudt.

For få dage siden blev der sået gul sennep på arealet. Det skal udkonkurrere ukrudtet og opsamle næring, så der kan sås timote til foråret.

Faktaboks

Klaus Aage og Svend Olav Bengtson

  • Elsnab Landbrug I/S drives af far & søn i Hals, Nordjylland.
  • Økologisk planteavl på 1.087 ha med alm. rajgræs, strandsvingel, hestebønner, ært, vårbyg, vårhvede, havre til fremavl, maltbyg og hamp til Møllerup Gods.
  • Første køber af Robotti i DK (selvkørende redskabsbærer).

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.