Frøeksperten: Udbytte lidt højere end gennemsnittet

Frøhøsten tegner lovende, lyder det fra DLF. Men store byger har drillet flere steder.

Årets frøhøst er kommet fint fra start, og det tegner lovende for de tidligere arter som engrapgræs og rødsvingel.

Sådan lyder vurderingen fra Birthe Kjærsgaard, der er avlschef hos DLF.

»Udbytterne ser indtil videre ud til at holde et lille plus i år«, siger hun og understreger, at hendes vurdering kun drejer sig om de første arter og på Østdanmark, hvor høsten er kommet tidligst i gang.

 

Gode førsteårsmarker

»Engrapgræsset ser pænt ud, især førsteårs marker med mindre bladmateriale. På flerårsmarkerne er råvaren typisk lettere, fordi der er mere bladmateriale, som i den tørre periode har krævet vand, hvilket er gået udover frøene«, siger hun.

De første data om rødsvingel er også tikket ind.

»I rødsvingel har sorterne uden udløbere resulteret i et pænt tungt materiale, fordi de er vækstreguleret tilstrækkeligt. Sorter med langeudløbere har været lidt sværere at vækstregulere tilstrækkeligt, og det kan ses på rumvægten. I sorter med korte udløbere ser vi lidt det samme, som de kraftige typer med lange udløbere«, siger hun.

Derudover har regnbyger drillet især på Sydsjælland.

»Her har der flere steder været kraftige regnbyger, mens græsset har ligget på skår. Det har betydet, at stængler og blade desværre er begyndt at blive nedbrudt, og skårene har haft svært ved at tørre op«, siger Birthe Kjærsgaard.

Hvidkløverhøsten forventes at komme i gang i slutningen af ugen, de tidligere sorter med rajgræs er så småt ved at blive høstet, og på de første marker er der tærsket strandsvingel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.