God effekt af nyt ukrudtsmiddel i majs

Hvis ærenpris er problemet i fodermajs, kan DFF være en effektiv og billig løsning.

Til denne sæsons bekæmpelse af ukrudt i majsen blev DFF tilgængelig på en såkaldt ’minor use’-godkendelse til brug før fremspiring af majsen. Nu foreligger de første praktiske erfaringer med det nye skud i bøssen, og midlet er en fuldtræffer mod især ærenpris med en særdeles markant effekt.

»Midlet er nyt i majs men har ellers været brugt i mange år. DFF er stærk over ærenpris, når der for eksempel dyrkes majs efter majs, og her er der smæk for skillingen. Ærenpris er sammen med snerlepileurt og storkenæb de tre problemukrudtsarter, der bør styre middelvalget og strategien for ukrudtsbekæmpelse i majsen,« forklarede planteavlskonsulent Martin Ringsing, AgriNord, under en rundvisning tidligere på ugen på DLF’s Grovfodercenter Nord nær Vodskov.

24 kroner pr. hektar

Det er ikke kun effekten, der gør midlet interessant. Prisen er også særdeles lav. Der må bruges 0,075 liter pr. hektar, hvilket ifølge Martin Ringsing er til den lave side, men omvendt giver det så også en pris på blot 24 kroner pr. hektar.

»Men midlet skal bruges før majsens fremspiring. Tre ud af ti forsøg viser afgrødeskader ved senere sprøjtning. Når der at spire andet ukrudt før majsens fremspiring, så tag Roundup med sammen med DFF. Så opnås der en meget billig ukrudtsbekæmpelse,« påpegede han.

Faktaboks

DFF og efterafgrøder

  • Adskillige forsøg har vist afgrødeskader på majsen, hvis midlet rammer fremspirede planter.
  • Vurderingen er, at jordmidlet DFF ikke bør give problemer i forhold til såning af efterafgrødegræs i majsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.