Højsæson for sprøjt- ning i græs- & havefrø

»Vi er også i gang med at hakke og håndluge i havefrø«.

Vi har fået en tiltrængt tår vand på 30 mm, så nu er de stive pletter, hvor vårsæden ikke var spiret, også kommet godt i gang. Vandet har betydet, at planterne har fået fat i gødningen. Så afgrøderne står generelt godt«, siger Gustav Rabølle fra Langeland.

Han har travlt med at ukrudtssprøjte i denne tid - og hakke og håndluge i nogle af havefrøafgrøderne.

»Roefrøene blev ikke renset i efteråret, som vi normalt gør, pga. vådt vejr. Vi har renset dem to gange i foråret og er nu ved at hakke og håndluge, da de ikke var rene - bl.a. mod valmue. Vi er tre mand til det, vores faste markmand, min far og mig. Derudover pletsprøjter vi græsfrøet for fremmede arter. Og er i gang med første ukrudtssprøjtning i vårsæd med Primera Super, målrettet græsukrudt. Anden sprøjtning mod tokimbladet ukrudt sker ca. en uge efter den første«, fortæller han.

Spinat er sprøjtet de planlagte fire gange mod ukrudt. Det følges op af to gange radrensning med 2-3 ugers mellemrum i den kommende tid. Det har de god erfaring med.

»Vi har endnu ikke fået styr på al ukrudt i spinat. Dels fordi regnen har fået mere til at spire frem, dels fordi vi har skudt os lidt i foden med et falsk såbed, som vi lavede 14 dage før såning. Da vi ville sprøjte med Roundup inden fremspiring, blæste det for meget, og vi nåede det ikke, før spinaten var spiret frem«.

Faktaboks

Gustav Rabølle:

  • Driver Eskebækgaard med sin far v. Rudkøbing, Langeland. 300 ha (JB 6-7 + 4-5) plus 150 ha pasningsaftale.
  • Dyrker havefrø (spinat, skorzonerrod, roefrø, kørvel, purløg), rødsvingel, hvidkløver, engrapgræs, hvede og vårbyg
  • Jorden pløjes og harves.
  • Udfordring: agerrævehale.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.