Har graduret gødskning på 650 ha raps og hvede

Giver højere udbytte, bedre økonomi og bedre miljø.

TH Agro er med i et pilotprojekt fra Landbrugsstyrelsen, hvor målet er at anvende teknologier inden for præcisionslandbrug til at opnå en bedre fastlæggelse af kvælstofbehovet på markniveau og tildele gødningen mere præcist på marken.

Torben Thomsen er glad for at være med i projektet, der indebærer et øget krav om dokumentation. Belønningen ved metoden er at få et højere udbytte, en bedre økonomi og et bedre miljø. Og tilmed også et nedsat krav til efterafgrøder.

»Tørkeåret 2018 var atypisk, men hveden gav alligevel 90-100 hkg. I år ligger hveden på samme niveau, og jeg er ikke i tvivl om, at afgrøden er gødsket optimalt. Nu er dokumentation indberettet med oplysninger om udbytter og proteinprocenter på markniveau«, siger Torben Thomsen.

Metoden går ud på at graduere gødskningen af hvede og raps, så afgrøden får den mængde gødning og hverken mere eller mindre, som markens potentiale er til. I 2018 graduerede Torben Thomsen 250 ha hvede og raps. I år graduerede han al hvede og raps på 650 ha. Det er CropSat, der anvendes til at indsamle aktuelle satellitfotos af markerne, hvorefter der udarbejdes tildelingsfiler og log filer, der indlæses på Calibrator Zurf på gødningssprederen Bogballe M3W.

Tildelingskort udarbejdes altså efter fotos, der afslører variation af biomassen inden for den enkelte mark og er et udtryk for, hvor grøn afgrøden er. Jo mere gul, jo dårligere trives planterne. Jo mere grøn, jo bedre trives planterne.

Gradueringen består i, at der tildeles kvælstof de steder, hvor biomassen er mindre, og mindre kvælstof, hvor der er meget biomasse.

Der er gradueret med 40 kg op og 40 kg ned med 120 kg tildelt N.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.