Hvedeudbyttet ligger på den rigtige side af 10 ton

Spinat er høstet med flot udbytte. Satser på at høste den sidste raps, hvede og byg i denne weekend.

Jeg mangler stadig at høste 8 hektar raps, 18 hektar hvede og 20 hektar byg. Men går alt vel, så bliver jeg færdig i weekenden.«

Sådan lød meldingen fra Anders Falk Rasmussen torsdag morgen.

Han glæder sig over, at spinaten gav et pænt stykke over de 1.300 kg pr. hektar, som skal til for at ramme indeks 100. Frøene var tilmed pæne og skal kun tørres en anelse.

I vinterhveden har Informer skuffet på en enkelt mark. Det gik dog ikke værre, end Anders Falk Rasmussen føler sig sikker på, at årets hvedeudbytter lander over 10 ton pr. hektar.

Eneste bekymring er den uhøstede vårbyg, som især på foragrene har lagt sig. Den tåler ikke mere regn.

»Jeg har ikke fået analyser af den maltbyg, jeg har høstet. En del af byggen blev sået efter kraftige efterafgrøder. Selvom jeg har holdt igen med kvælstofgødningen, så er jeg spændt på, om proteinindholdet er for højt«, siger Anders Falk Rasmussen.

Flotte efterafgrøder

»Vi fik alle efterafgrøderne sået inden 20. august. De tidligst såede er kommet op og er næsten lige så høje som kornstubben«, siger Anders Falk Rasmussen.

Han kan derfor koncentrere sig om at så de sidste fem hektar vinterraps. Det skal til gengæld ske i næste uge, ellers bliver det for sent. Det samme gælder for de 30 hektar vinterraps, som han skal så for en kollega.

Såningen af vinterhvede skal til gengæld først ske omkring 20. september.

Faktaboks

  • Anders Falk Rasmussen driver sammen med sin far og bror I/S Vestervang ved Marrebæk på Falster.
  • Dyrker 300 hektar med et alsidigt sædskifte med korn, vinterraps, rødsvingel, engrapgræs, ærter og spinat.
  • Arbejder målrettet på at gøre jorden sundere. Bearbejder jorden så lidt som muligt.

Udfordring her & Nu

  • Jordbearbejdning: Stubmarkerne strigles, hvor der skal sås vinterhvede. Det sker for at forstyrre sneglene og for at få det snittede halm fordelt og tilsmudset i jord. Spinatstubben tallerkenharves øverligt.
  • Halm: Hvedehalmen er solgt. En del af halmen ligger stadig på markerne. Halmen fra markerne med udlæg af frøgræs er ligeledes presset og fjernet

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.