Lovende kartoffel-rensere i forsøg

Mange marktræf er aflyst i år pga. corona, også Ytteborgs Plan- teaften, der normalt er i juni. Kartoffel-dagen forventes dog afholdt 3. september.

Treffler harven ser lovende ud til rensning af kartofler. Man kører tidligt, når ukrudtet er småt, og igen ca. otte dage efter«, fortæller Morten Krupa, der er leder af Ytteborg Forsøg, der har markforsøg i det meste af Vestjylland. Blandt andet i Arnborg, der huser 38 kartoffelforsøg plus sortsfremvisninger og demoer i kartofler.

Mekanisk renholdelse af kartofler og alternative metoder til vækststandsning fylder meget i forsøgene i år.

Afprøver fire metoder

»Vi har i år afprøvet fire maskiner til radrensning af kartofler: MSR Optiweeder, Thyregod strigle/renser, Treffler harve og Grimme renser/hypper. De laver faktisk alle sammen et pænt arbejde, synes jeg. Især Treffler harven er spændende, fordi den ikke kun kan bruges i kartofler, men også i korn, majs, spinat m.fl. Og så er den meget simpelt opbygget. Det er en strigle, hvor alle tænderne holdes af en fjeder, som bliver strammet op af en wire. Det giver ens fjederspænding både i top og bund af kammen«, fortæller Morten Krupa.

Grimmes og Thyregods rensere er mere traditionelle 5-finger strigler, der renser på siden og toppen af kammen. Men OptiWeeder er anderledes - dels kører den meget stærkt, op til 20 km/t, hvilket giver stor kapacitet. Dels har den knive, der kører på siden af kammen, og letter de øverste to cm kam, så ukrudtet smides op. Den kan også omstilles til at vækststandse kartofler.

På Ytteborgs Facebookside eller ved at scanne QR koden på skiltene ved forsøgene, kan alle fire maskiner ses i aktion.

Standsning af væksten

På forsøgsmarken i Arnborg jagter man også alternative løsninger til vækststandsning, nu hvor Reglone er forbudt.

»Vi afprøver dels brænding af toppen med en gasmaskine, dels to mekaniske metoder til at stoppe væksten: Envimaxx toptrækker, hvor toppen rives op ad kammen, og der laves rodunderskæring. Og MSR Crown Crusher, der kombinerer topknusning og tildækning«, siger Morten Krupa.

De tre maskiner blev også afprøvet sidste år - sammen med vækststandsning med strøm.

»I 2019 var de mekaniske løsninger de mest lovende. Mens strøm-metoden ikke gav god effekt, og brændingen havde effekt, men ikke helt nok. Resultaterne viste os, at der er muligheder, og at vi er på vej - men ikke helt i mål endnu. Jeg har dog indtryk af, at der bliver optimeret på maskinerne, så vi forhåbentlig når i mål«.

Faktaboks

Ytteborg

  • Forsøgsstationen Ytteborg beskæftiger seks mand og har forsøg i det meste af Vestjylland fra Limfjorden til Ribe.
  • I år har de godt 200 landsforsøg og en del firmaforsøg.
  • Ejes af Sagro, Vestjysk og Lemvig Landboforening.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.