Mange bud på fremtidens løsninger i kartofler

Kartoffeldyrkning er under pres, så der var stor interesse for at se årets forsøg og få input til nye løsninger på Kartoffeldagen - der tiltrak flere besøgende end før corona.

Hele 350 kartoffelinteresserede gæstede i tirsdags den årlige Kartoffeldag i Arnborg syd for Herning.

Kartoffeldagen blev ikke afholdt sidste år pga. corona, og det var tydeligt at mærke stor glæde blandt de mange fremmødte kartoffelavlere over, at man igen kunne mødes og få sidste nyt fra forsøgsmarken.

Traditionen tro var der forskellige faglige poster på det store forsøgsareal - lige fra sorter, mekanisk og kemisk vækststandsning, skimmel og bladplet, bejdsning, ukrudtsbekæmpelse og fritlevende nematoder til gødskning.

Efter godt tre timer i marken var der fælles oplæg i teltet med indlæg af Carl Heiselberg, formand for danske kartofler, og Lars Bødker, landskonsulent for kartofler på Seges, der fortalte om CAP-reform og status på plantebeskyttelsesmidler. Bagefter var der rig mulighed for at besøge nogle af de mange udstilleres stande i det gode sommervejr.

»Vi har aldrig haft så mange udstillede maskiner til Kartoffeldagen før. Der var alt fra de nyeste traktorer, kartoffeloptagere til avancerede sprøjter«, fortalte Jesper Kjelde, planterådgiver hos Sagro.

Kartoffeldagen blev arrangeret af SAGRO, Vestjysk, Lemvigegnens Landboforening, KMC og forsøgsvirksomheden Ytteborg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.