Mejnerts, Vestsjælland, først med hvidkløver...

Den økologiske bedrift Mejnerts på Vestsjælland høstede 60 hektar hvidkløver forrige weekend.

Med 60 hektar hvidkløver tæt på at være høstklar blev der i sidste uge holdt godt øje med vejrudsigten på den økologiske familiebedrift Mejnerts ved Høng på Vestsjælland.

Med stop for regnvejret tirsdag og en vejrudsigt, der sagde tørvejr i de følgende dage, var der lagt i kakkelovnen for hvidkløveren. Afgrøden fik lov at tørre i dagtimerne og blev så skårlagt onsdag nat og torsdag nat.

Lørdag og søndag kom bedriftens to Claas 670ere mejetærskere med pickup skærebord i arbejde i fremragende høstvejr med sol og gode varmegrader.

»Det er gået rigtig godt. Vi var to mand tilbage til at høste i weekenden og fik lidt hjælp af en tredje maskine søndag. Vi blev færdig i går aftes, og det hele ligger på lager nu«, fortalte Kasper Mejnertsen, søn på bedriften og en af weekendens mejetærskerpiloter.

På de 60 hektar er der høstet 40 ton råvare, altså ca. 665 kg råvare pr. hektar. Den forventede frarensningsprocent er ca. 30. Dermed tegner årets udbytte til at blive ganske fornuftigt i forhold til de seneste fem års snit på 380 kg renvare pr. hektar i sorten Liflex.

På bedriften er der dyrket hvidkløver i de seneste ca. 25 år, og der er stor tilfreds med afgrøden.

Mejnerts’ markbrug omfatter 1.300 hektar med følgende afgrøder: brødrug, vårhvede, vinterhvede, hvidkløver, raps, kartofler, havre og byg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.