Nye teknologier ses nu på bundlinjen

Den digitale teknologi i planteavlen har nu nået et niveau, hvor den er til gavn for både miljø, klima og landmandens bundlinje.

Digitale teknologier er på kort tid blevet en integreret del af den moderne planteavlers hverdag. Det var tydeligt, da resultaterne fra Future Cropping partnerskabet blev fremlagt på en konference på Hotel Legoland i mandags.

»Da vi startede Future Cropping for fem år siden, var målet, at ny digital teknologi skulle forbedre danske planteavleres økonomi med 600 mio. kroner. Selv om det er svært at gøre præcist op, mener jeg, at vi har nået målet«, sagde Henrik Høegh, formand for Future Cropping partnerskabet.

Landmandens gevinster hentes gennem mere præcis gødskning og sprøjtning, intelligent pløjning og styring af logistikken i f.eks. høst. Dertil kommer, at en mere optimal udnyttelse af ressourcerne også gavner miljøet og klimaet. Henrik Høegh er ikke i tvivl om, at de digitale teknologier kan løfte både planteavlernes indtjening og gevinsten for miljø og klima yderligere i de kommende år.

Data er den nye valuta

På konferencen blev det understreget, at danske landmænd er i en helt unik position, når det gælder et centralt begreb: BigData.

De store mængder data stammer bl.a. fra mange års registreringer i bl.a. mark- og gødningsplaner. Det er data som nu viser sig at have stor værdi. De store mængder data kan bl.a. bruges til at vurdere risikoen for lejesæd samt til at optimere vandingen på den enkelte mark. Samtidig kan data fra produktionen give danske landmænd et forspring i forhold til at kunne dokumentere, hvordan fødevarerne er produceret. Det kan blive en løftestang til at opnå højere priser for varerne på verdensmarkedet.

Faktaboks

Future Cropping:

  • Har et budget på 100 mio. kroner til at udvikle, afprøve og demonstrere nye digitale løsninger og teknologi i planteproduktionen.
  • Projektperiode: 2015-2020.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.