Pas på afdrift af prosulfocarb

Tidlig såning og en høj jordtemperatur stiller særlige krav ved sprøjtning mod ukrudt i vintersæden.

Gennem de seneste år har der været meget fokus på at undgå afdrift af aktivstoffet prosulfocarb, så der ikke sker fund på frugt og grønt. Derfor er der ved udbringning af prosulfocarb-midler lovkrav om sprøjteteknik, som giver mindst 75 pct. reduktion af afdrift. Det sikrer samtidig en optimal effekt af jordmidlerne.

»Jordtemperaturen er højere end normalt. Derfor skal man i år være opmærksom på to ting: For det første, at den høje jordtemperatur giver en hurtigere nedbrydning af Boxer og andre midler, som indeholder prosulfocarb. For det andet, at en højere temperaturer giver en øget risiko for afdrift, da prosulfocarb-midlerne fordamper hurtigere«, siger Poul Henning Pedersen, landskonsulent hos Seges.

Han tilføjer, at det derfor på marker, der sås tidligt, og hvor der ikke er problemer med græsukrudt, kan være en fordel at to-dele ukrudtssprøjtningen i efteråret med en udbringning af et diflufenican-middel (DFF) først. På den måde sikres en god effekt, mens ukrudtet er småt, hvorefter der senere, når temperaturen er faldet, kan sprøjtes med midler, som indeholder prosulfocarb.

»På landmand.dk kan man på et kort se, om der inden for en radius af 1.000 meter er frugt, grøntsager eller andre afgrøder, hvor der er vigtigt, at der ikke sker fund af prosulfocarb. Vi opfordrer til, at man tager en snak med frugt- og grøntsagsavlerne. Måske kan sprøjtningen med prosulfocarb udsættes til frugterne eller grøntsagerne er høstet«, siger Poul Henning Pedersen.

Faktaboks

Prosulfocarb

  • Prosulfocarb findes i jordvirkende ukrudtsmidler som Boxer, Adimax, Roxy EC og Fidox EC.
  • Prosulfocarb er en god resistens-bryder ved bekæmpelse af græsukrudt i vintersæd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.